Der er godt nok højt til himlen på Big Countrys debut-album The Crossing. Storladne melodier, godt med rumklang på vokalen, masser af gungrende trommer og dobbelt op på guitarer! Knald på fra først til sidst – med en mulig undtagelse af enkelte ballader.
Der er med andre ord ikke noget at sige til, at jeg var helt vild med pladen i min ungdom. Som med samtidige U2, og med samme producer, Steve Lillywhite, var Big Country aldeles rockorienterede, men med hørbare rødder i musikken fra hjemlandet, i dette tilfælde Skotland. Både i trommerne og i den måde, de håndterer guitarerne på, der får dem til at lyde som sækkepiber, elektriske violiner og meget mere, befinder vi os tydeligvis i grænselandet mellem stadion-rock, Adam & The Ants og Riverdance. (Og ja, jeg ved godt, at Riverdance er et irsk fænomen, men det var den reference, jeg lige havde ved hånden, ikke?)
Det er længe siden, jeg sidst hørte The Crossing, og det kan godt være, at det varer lige så længe, inden jeg hører den igen, men altså, jeg blive nødt til at krybe til bekendelse. Det var et fabelagtigt genhør! Jeg simpelthen elsker megalomanien i hele det voldsomme og overproducerede lydbillede, jeg er vild med de trommer, der driver skidtet fremad, af og til i en marchrytme, Mel Gibson kunne have brugt i Braveheart – og så de der guitarer, for faen… Det en øjeblik er vi i AC/DC-land (“Chance”), det næste får de dem til at lyde som fløjter, strygere eller sækkepiber (“Harvest Home”). Tekstmæssigt er vi også i klan-land, komplet med højlandslængsel, frihedstrang, faderopgør og uforløst kærlighed. Det er så smukt, er det (og fuld af klicheer, men det lader vi lige ligge her midt i den nyfundne begejstring).
Jeg er med 100% sikkerhed voldsomt farvet af, at jeg tydeligt husker, hvordan vi hoppede rundt og skrålede med, dernede i 80’erne, når der skulle festes igennem, og inden vi gik bananas i bundløs smerte og eksistentiel ensomhed og forladthed a la Joy Division, The Cure etc. Her bliver spillet musik, og det gør absolut ikke noget, hvis hænderne klasker uophørligt sammen, ned på lårene eller bliver løftet højt mod himlen.
Hvis du nu ikke gider streame hele albummet, så får du et godt indtryk af hele svineriet, hvis du lige youtuber “Harvest Home”, “Fields of Fire” eller “In A Big Country”. Og bare rolig; jeg kommer ikke efter dig med en våd sækkepibe, hvis du på ingen måde synes, at ovenstående dækker din oplevelse af musikken. Måske skulle man alligevel have været der, dengang… Men det var vi iøvrigt mange, der var; de solgte faktisk helt godt af debuten, hvorefter det efterfølgende vist ret hurtigt gik ned ad bakke, både når det kommer til kvalitet og salgstal.
Men det glemmer vi lige et øjeblik, mens vi hopper videre…
Where were the days of promise
Where were the gifts divine
Where were the heroes honest
Where was the summer wine
Det ér sgu da smukt i al sin enkelthed, ikke?