Malurt: Tour De Force (1983)

23. april 2021 Slået fra Af Thorbjørn Hertz Jensen

Jeg ejer ikke Malurts tredje album, Black-Out, der udkom i 1982. Det undrer mig lidt, for det huskede jeg egentlig, at jeg gjorde, men det kan jo være en erindringsforskydning. På dén plade var ellers den fine sang “Mød mig i mørket”, der om nogen blev Malurts – og Michael Falchs? – signatursang.

Nå, men jeg ejer det fjerde og sidste ‘rigtige’ Malurt-album; Tour De Force. Den bliver ikke hørt ret tit, men på den anden side, det er der ret beset ikke nogle af de to albums med Malurt, der gør. Men hvis nu jeg selv skulle vælge, hvilken plade med Malurt, der skulle anvendes til at introducere Malurt for nye lyttere – eller hvis jeg nu fik en forholdsvis uforklarlig trang til pludselig at lytte til Malurt en stilfærdig aften eller eftermiddag – så var det nok ikke denne, jeg ville vælge. Det er jeg nemlig ikke særlig glad for.

Det forekommer mig, at albummet er uden hits – men det kan naturligvis være en erindringsforskydning. Måske blev “Sol i september” eller “Flugten til Amerika” mindre hits, men altså; jeg husker det ikke. Heller ikke titelnummeret har jeg en særlig klar erindring om, men måske skyldes det bare, at jeg faktisk ikke har hørt albummet særlig meget? Det er der forøvrigt en god grund til, thi det er ikke en specielt fremragende plade.

Hvor Vindueskigger var et forfriskende pust af rocket energi, som vel ikke for alvor havde et sidestykke på dét tidspunkt i dén udgave, peger Tour De Force mere frem mod Michael Falchs solo-karriere, som den kom til at tage sig ud i midt-80’erne; baseret på klangflader af elektronik – og ikke den fede Kliché- eller Kraftwerkudgave – er de fleste af sangene på albummet poppede, let ferske og uden den kant, der var så tydelig på Vindueskigger. Undervejs er der enkelte tilløb – fx midterstykket og det Roy Bittan-inspirerede klaver i netop “Flugten Til Amerika” – men det bliver ved tilløbene, og man skal med andre ord ikke lede efter rock- eller lette punkudladninger her.

Tour De Force blev Malurts sidste album, og da jeg engang – mens jeg muntrede mig med at vende plader på den lokale radiostation – fik lejlighed til at møde Falch’en selv i forbindelse med en akustisk turné han var på i slutningen af 1980’erne, fortalte han i et interview, at det var han – og de fleste af de øvrige band-medlemmer – godt klar over allerede under indspilningerne. Men selvfølgelig blev albummet færdigt, Malurt drog på tur og blev givetvis tiljublet undervejs (for det var altså et fedt live-band, også med Christian Arendt som guitarist), og så var det ellers slut  – for vi gider ikke nævne gendannelsen af Malurt og de tre albums, der dukkede op i starten af 90’erne. Michael Falch drog udenlands, kom tilbage og lavede plader, der handlede om at bo i et land uden høje bjerge.

Men da var jeg for længst stået af.