Hvis man skal albumdebutere, kan man lige så godt gøre det ordentligt fra starten. Og det gjorde Arcade Fire eftertrykkeligt med den fremragende Funeral.
Faktisk er det en ret ny plade i min samling, selv om den efterhånden har 12 år på bagen. Den havde ligget og rumsteret i yderkanten af min bevidsthed frem til ca. 2007, og i forbindelse med indkøb på iTunes (CDer havde jeg allerede på dét tidspunkt næsten opgivet), fik jeg det ind på mine spillelister sammen med Arcade Fires album nr. 2: Neon Bible. Dér lå det så og rodede rundt og blev hørt med uregelmæssige mellemrum – men oftere og oftere – og havnede til sidst på min ‘want-list’ over vinylplader, indtil min yderst betænksomme datter gav mig det i fødselsdagsgave. Og dét var da en god idé!
Det er lidt svært at genrebestemme musikken, men hvad gør det, når det hele spiller fra første til sidste skæring. Og om man så kalder det art-rock, indie-rock, voksen-emo eller noget helt fjerde, så er det simpelthen bare et djævelsk godt album.
Frontmanden, canadiske Win Butler og hans frue, Régine Chassagne, indspillede sammen med en mindre landsby af tydeligvis fremragende musikere albummet under indtryk af en del familiemedlemmers død, og tekstmæssigt kredser albummet da også om fravær, død og afsked – på den ene eller anden måde. Det kunne have gjort Funeral til en langstrakt odyssé i mol, men i stedet er det, næsten helt naturstridigt, blevet til et af de mest livsbekræftende albums, der udkom i 00’erne. Også selvom der er både vrede, sorg og hjerteskærende ballader på albummet.
Ud over den insisterende – og på ingen måde polerede eller skolede – vokal fra Win Butler og lejlighedsvis Régine (især på “Haiti” og “In the Backseat”) er hele albummet fyldt med lyd, uden på noget tidspunkt at være overlæsset. Xylophon, cello, harpe, fløjte og harmonika er blot nogle af de instrumenter, der supplerer de klassiske rockinstrumenter bas, guitar, klaver og trommer. Forbløffende nok formår Arcade Fire at holde en næsten perfekt balance med de mange instrumenter; der bliver givet plads, når der er behov (fx for strygerne i “In the Backseat”s smukke solo-stykke) og ellers føjes alt sammen til et harmonisk hele. Og netop ved at have et for et rockband så stor og forskelligartet besætning, er der mulighed for accentuering og understregning af de både musikalske temaer og motiver og teksterne.
Det er svært at fremhæve enkelte numre frem for andre, så her skal blot udnævnes de personlige favoritter, “Crown of Love”, “Neighbourhood #3 (Power Out)” og så naturligvis “Wake Up”. Men jeg er sikker på, at du har dine egne – og at ingen af de øvrige kunne undværes på det, der må være en af årtiets bedste indie-plader.
Children wake up … before they turn the summer into dust