Der kan siges meget skidt om at blive ældre, men alternativet er trods alt værre. Og en af de gode ting ved at blive ældre er, at man undervejs bliver præsenteret for noget, man ikke selv ville have opsøgt, og måske også, at man ikke pr. definition bare afskriver noget, der falder lidt ved siden af det, man ellers plejer at opsøge og holde af.
Sådan har det udviklet sig med mig og jazz. Det var ellers en relation, jeg havde afskrevet, efter jeg i for mange år i min barn- og ungdom var blevet udsat for det mest traditionelle New Orleans-fodtrampende og ølbøvede jazz, der kunne opstøves – også via de danske repræsentanter for dén genre dengang. Den stod på “I Scream, You Scream, everybody scream Ice Cream” i adskillige udgaver og varianter, og det behøvede jeg faktisk ikke ret meget mere af, ellers tak…
Så det blev i langt højere grad pop, rock og til nød lidt avantgarde-indie, der fandt vej til pladesamlingen og der gik faktisk mange år før jeg begyndte at sætte pris på såvel den lounge-agtige, cool jazz og de mere krævende former for jazz. Den, hvor musikere og komponister udfordrer både sig selv og publikum.
Det har i de fleste tilfælde været givende møder – både på spillestederne og på grammofonen. Og i de fleste tilfælde fandt disse oplevelser vej til mig gennem venner, bekendte og lidt nærere relationer, der på den ene eller anden måde fik præsenteret mig for noget, jeg absolut ellers ikke ville have fået øjne og ører op for. Og det gælder også denne plade, nr 2 (den svære opfølger) for kvartetten – nu kvintetten – Baryl: Hva’ fanden sker der?
Mit indledende møde med Baryl blev nemlig skabt via en særdeles nær relation, hvis datters partner spiller en del saxofon i forskellige konstellationer. Det er han overordentlig dygtig til, hvad der hidtil har medført en del optrædender og indspilninger med bl.a. børne-jazzorkestret Haletudserne (og tag endelig jeres afkom eller børnebørn med til en af deres koncerter; det er både fremragende musik og svært underholdende optræden), og altså nu også som medlem af Baryl. Så det nye album skulle naturligvis høres – og det blev det; først via P8 Jazz, hvor de var inviteret ind en fin fredag formiddag i januar 2024, derefter via streaming og så en meget overbevisende koncert i Frølageret i Odense, hvor jeg samtidig fik anskaffet mig pladen.
Opsummeret ganske kort; det er en virkelig god plade. Virkelig, virkelig god! Måske er det faktisk en af de bedste danske jazz-plader der er udkommet de sidste par år, men jeg har desværre ikke hørt tilstrækkeligt mange af dem til at fastslå den udtalelse med nogen som helst autoritet og sikkerhed. Jeg kan dog med sikkerhed fortælle, at det er den bedste danske jazz-plade, jeg har hørt de sidste to år. Komponist og orkesterleder Viktoria Søndergaard har skabt en række kompositioner, der spænder bredt i stilarter, tempo og inspirationskilder, og der er derfor noget for enhver smag. Fra en bedragerisk smægtende og tilbagelænet trompet-indledning på den anden skæring ‘Vælter’, der stille og roligt udvider sig til en mere rytmisk udfordrende leg med temaerne – også via de hidkaldte gæstestjerner: trompetisten Jacob Buchanan og ikke mindst percussionisten Marilyn Mazur – til den stilfærdige og smukke ‘Vi legede i marken’, hvor Viktoria selv (tror jeg) lægger en sjælden vokal over de fine toner.
Titelnummeret og ‘Flere og flere og mere og mere’ folder sig ud i nogle ret krævende rytmiske forløb, det sidste med et meget fint og – tænker jeg – krævende samspil mellem Mazur og Søndergaard på vibraphonen, hele tiden med et fantastisk øre for det øvrige samspil mellem bas, trommer, saxofon og vibraphon. Det lyder som om de fire unge musikere kunne have været både 10 og 15 år mere erfarne og samspillede, men det er de altså ikke; de er bare djævelsk gode hele vejen igennem. Lasse Damsgaard på saxofonen får god plads på ‘Kunne være bedre’ og det virker ret fint og – måske på trods af titlen – legende, friskt og let optimistisk. Og så er det afsluttende nummer, ‘Stille aften’ vist stille og roligt gået hen og blevet min egen favorit på albummet. Der er noget fedt, cool og Miles Davis-agtigt over Jacob Buchanans horn på det nummer, og Viktoria Søndergaard demonstrerer her ikke bare, hvor god en komponist hun er, som instrumentalist på et lidt anderledes instrument får hun vist, hvad vibrafonen kan – og det gør hunm både overbevisende og tilbageholdende. Det er godt nok en fin balance, der bliver holdt her.
Baryl vandt jazz-konkurrencen i 2022, og det bliver forståeligt, når man lægger Hva’ fanden sker der på grammofonen. Man er aldrig mindre end fantastisk godt underholdt, kompositionerne er fremragende, og at høre et jazz-ensemble spille med vibraphonen som det centrale instrument, uden at det dominerer på nogen måde, er både nyskabende og giver den sine steder både afslappede, cool og tilbagelænede fornemmelse og andre steder en let foruroligende dyster stemning.
Med andre ord; lyt meget gerne med. Både på pladen, på streaming og hvor du ellers kan komme til det, og ellers bør du ikke snyde dig for at opsøge dem ved en af deres efterhånden mange koncerter. Men køb billetter i god tid; Baryl er ved at være et varmt navn, og den koncert jeg overværede var vist nok udsolgt.