En podcast-serie om Bruce Springsteen
Den 5. januar 1973 udgav Bruce Springsteen sin første plade, Greetings From Ashbury Park, NJ. Siden er det blevet til yderligere 20 studiealbums, en hel del live-albums og en frygtelig masse compilations- og outtake-plader.
I anledningen af 50-års-jubilæet for debut-pladen (og måske også fordi det er året, hvor Bruce Springsteen & The E Street Band gæster Europa og Danmark for måske sidste gang), vil Vinylstakken i en række podcasts gennemgå hver enkelt plade – og forsøge at rangere dem, for dermed at kunne kåre den bedste plade, Bruce Springsteen har udgivet.
Værterne, Niklas Bøgh Bonnemose og Thorbjørn Hertz Jensen, guider dig sammen med udvalgte gæster gennem hele diskografien, og som afslutning på hver episode giver vi albummet points sammen med to panel-deltagere, og det album, der afslutningsvis har fået flest point på en ‘Springsteen-skala’ fra 1 – 10, vil ved afslutningen blive kåret som det bedste. Vi starter bagfra i diskografien – altså med det nyeste først – og arbejder os baglæns tilbage mod debuten.
Og her er det, at du kommer ind i billedet. Vi vil nemlig meget gerne have din mening også! Så kom endelig med ombord og kommentér løs – og giv også gerne dine point! Det kan du gøre på Vinylstakkens Facebook-side i kommentarfeltet, eller du kan skrive en mail til info@vinylstakken.dk. Vi lover at læse det hele.
Herunder kan du høre de enkelte podcasts og se, hvor mange points hvert album har fået indtil nu, så du også kan følge med i rangeringen.
Episode 1: Only The Strong Survive (4 points)
Værter: Niklas Bøgh Bonnemose og Thorbjørn Hertz Jensen
Bruce goes soul… Springsteens 21. og foreløbig sidste album består af 15 cover-numre, alle hentet fra soulmusikken – og en del af dem har han gravet dybt for at finde, og det er derfor heller ikke alle numrene, man genkender. Ifølge bossen selv, så handlede det om at hylde de store sange (og sangere), og eftersom der ofte har været soul-præg på en del af hans egne numre, er det et logisk og sympatisk valg. Spørgsmålet er så bare, om det tilføjer noget til musikken, når Bruce kaster sig over dem?
Episode 2: Letter To You (6,5 points)
Vært: Niklas Bøgh Bonnemose, Gæst: Anders Møller
Klassisk, næsten vintage, Springsteen. Letter To You har det hele, når man taler om Springsteens samlede oeuvre; stadionrockere, hints til de store, klassiske plader, Dylan-referencer og den modne kunstners tekster om eftermæle, død og spiritualitet. Men er det nok, når albummet skal rangeres? Der er med andre ord rigeligt at tale om, når værten Niklas Bøgh Bonnemose og dagens gæst, Anders Møller, dykker ned i albummet og giver det point på Springsteen-skalaen.
Episode 3: Western Stars (4,5 points)
Vært: Niklas Bøgh Bonnemose, Gæst: Jakob Haugaard
Steel-guitarer, klagende stemmeføring, tekster om ensomhed – og identifikationen med The Lone Ranger og den ensomme, lidt sølle, afdankede rodeo-showrytter. Og der er naturligvis også en sang om et tog. Er albummet en tilbagevenden til gamle Bruce-dyder, eller er det en honning-indsmurt produktion, blottet for nerve og føling?
Episode 4: High Hopes (4,4 points)
Vært: Niklas Bøgh Bonnemose, Gæst: Karsten Hønge
Virkeligt stærke numre, masser af guitar med Tom Morello og så i øvrigt en plade, der stritter lidt i nogle forskellige retninger. Men også et album, hvor Springsteen er politisk og tager stilling. Spørgsmålet er bare, om de gode sange for alvor kan veje op for de andre – og om Tom Morello fylder for meget?
Episode 5: Wrecking Ball (6 points)
Vært: Niklas Bøgh Bonnemose, Gæst: Jakob A. Lyngbo
Springsteen i vred – nærmest sur – storform i sange om alt det, der ødelægger livet for almindelige amerikanere på bagkant af finanskrisen. Men også numre med folkpunk, storladne hymner på niveau med de bedste, klassiske Sprinsgteen-sange og et gospel-nummer med englelyd fra korsangere og med et enkelt strøg af rap. Men er det nok til at pladen er et helstøbt Bruce-værk – eller er der for mange sølvbryllupshorn og mariachi undervejs?
Episode 6: Working On A Dream (3,2 points)
Vært: Niklas Bøgh Bonnemose, Gæst: Lars Høyer Rasmussen
Pop, grandiose melodier og en battle mellem Springsteen og Malurt. Der er måske lidt mindre at tale om end normalt, men det er stadig et Bruce-album, og Niklas har denne gang besøg af manden, der er skyld i det hele; Lars Høyer Rasmussen er nemlig manden, der tog den dengang kun 11-årige Niklas med til hans første Springsteen-koncert, kastede ham i gryden – og glemte at hente ham op igen. Men altså: måske er Working On A Dream ikke lige dén plade, der får minderne til at flyde frit?
Episode 7: Magic (7,5 points)
Vært: Niklas Bøgh Bonnemose, Gæst: Anders Møller
The E Street Band er tilbage! Allerede det faktum burde jo garantere en vis kvalitet, ikke mindst for de hardcore-fans, der mener, at et rigtigt Springsteen-album er et album med alle de gamle drenge fra Jersey. Og både gæst og vært er da vist også lidt mere end bare moderat begejstrede – og gæsten havde mere end almindeligt svært ved at finde det mindst gode nummer på den plade.
Bruce Tracks Special: Bruce vs Bowie
Vært: Thorbjørn Hertz Jensen, Gæster: Niklas Bøgh Bonnemose og Jesper Borup
I en lille pause fra gennemgangen af Springsteens studiealbums fra 1973 til i dag, inviterede Vinylstakken til en episk battle, hvor det skulle afgøres, hvem af de største pop- og rockikoner fra de sidste 50, der var GOAT – The Greatest Of All Time. Det er en svær, vel næsten umulig opgave, men Bowie-fan og -kender, Jesper Borup, tog handsken op mod Vinylstakkens Bruce-vært, Niklas Bøgh Bonnemose, og dystede i fem kategorier. Og dén dyst bør du ikke gå glip af!
Episode 8: We Shall Overcome – The Seeger Sessions (Lyt med og få pointene)
Vært: Niklas Bøgh Bonnemose, Gæst: Sandie Hansen Jensen
Bruce Springsteen dykker dybt ned i den amerikanske musiks folkesjæl, dens irske rødder og traditionel New Orleans Jazz. Der er masser af banjo, fiddle og horn, men ikke et eneste originalt Springsteen-nummer – så er det overhovedet et fuldgyldigt Springsteen-album? Og hvordan kan man rangere det på Bruce-skalaen? Det får Niklas og Sandie Hansen Jensen en snak om – og så får vi opklaret, om Bruce Springsteen kun er musik for midaldrende eller gamle mænd, eller om kvinder også kan være med.