Det var fuldstændig umuligt at gå en tur på gaden, tænde radioen på en hvilken som helst kanal eller blot dreje tre gange rundt om sig selv i 2011-2012 uden at støde på Lukas Graham. Som en genuin ‘overnight sensation’ var han her, der og allevegne; på tur, som uundgåelig på P3 og i TV, komplet med babyface og let naivitet og uskyld fra Christiania indbygget i ord og toner.
Lad det være sagt med det samme; jeg var ikke umiddelbart solgt på tyggegummi-soul-musikken (‘ghetto pop’ kalder bandet selv deres musik), men der var nu et eller andet let charmerende over skidtet, måtte jeg så også modstræbende erkende. Sådan lidt legende og dansende og ubekymret, ikke ulig fz Maroon 5 eller Ed Sheeran i den nutidige ende, og måske en Billy Joel i den fortidige. Men intet af det var nok til at få mig til at købe et helt album med de lystige drenge med hverdagslyrikken og den swingende soul-funk.
Når opfølgeren til debut-albummet alligevel står placeret i reolen skyldes det derfor ikke mig, men derimod yngste medlem af den efterhånden kraftigt reducerede husstand. Sønnike var taget med det fædrene ophav i byen, og med til en hyggelig bytur hører naturligvis et besøg hos den lokale plade-pusher. Der fik knægten frit valg til at vælge et album, thi han ville også sætte et aftryk på samlingen, og for den dengang 11-årige unge mand var der ikke lang betænkningstid; Lukas Graham, The Blue Album blev indkøbt og efterfølgende spillet en del gange. Om det så er et udtryk for, at opdragelsen har fejlet fatalt, må det være op til andre at bedømme. Blot vil jeg konstatere, at det muligvis er YouTube og skidte kammerater, der har haft væsentligt større indflydelse på hans smag end faderen havde – på det tidspunkt, ihvertfald.
Historien burde iøvrigt være velkendt for de fleste; Lukas Grahams andet album storhittede udenlandsk, ikke mindst på grund af singleforløberen og albumåbneren “7 Years”. Også “Mama Said”, “Happy Home” og “Strip No More” kunne høres rundt omkring, og fælles for dem alle var, at her var tale om musik, der uden problemer kunne accepteres af stort set alle på tværs af landegrænser, alder og etnicitet.
Årsagen til det må være, at melodierne er gnidningsløse, fint sammensatte og generelt kæmpegodt håndværk, og at de afleveres med både feel og en let soulet stemning, kombineret med en mere end godkendt vokalpræstation af Lukas Forchammer, der rent faktisk synger ganske glimrende. Læg hertil forholdsvis simple og fortællende tekster – på engelsk – som stort set alle kan relatere til og derudover en god portion opløftende humør overalt på skæringerne, selv dér, hvor det efter sigende gør lidt ondt, når fx Lukas’ fars død berøres.
Jeg er bare ikke solgt. Det hele bliver lidt ferskt, gør det, og efter et stykke tid er det, som om det hele bliver til lidt up-beat elevatormusik. Det er ondt sagt og skrevet, og det er muligvis også kun i mine ører, det lyder sådan. Så for alle andre, der er glade for både musikken, fremførelsen og de let naive og samtidig happy-go-lucky tekster, forholder det sig givetvis anderledes, og der er vist ingen tvivl om, at Lukas Graham også på det næste album vil have en stor og loyal følgerskare. På YouTube og in real life.