I 1986 døde Phil Lynott, blot 36 år gammel. Et lidt for udsvævende rock-stjerneliv med alt for meget alkohol og et voldsomt eskalerende forbrug af alt for mange stoffer tog livet af ham. Det er måske at gå for vidt at bruge betegnelsen rock-legende om ham (om end det er gjort på adskillige internet-sider), og det er nok de færreste, der tænker på hans karriere og for tidlige død, som man fx tænker på Jimi Hendrix, Janis Joplin og Kurt Cobain. Dertil var hans bidrag til musikken og ikke mindst den forholdsvis lange deroute – han døde absolut ikke på toppen af karrieren – alligevel for langt væk for de fleste.
Som forsanger, bassist og stiftende medlem af Thin Lizzy havde Phil Lynott haft en fin karriere frem til udgivelsen af dette hans første, og mest succesfulde, solo-album. Den plade kastede et par gode hitlisteplaceringer af sig, bl.a. via albumåbneren “Dear Miss Lonely Hearts”, der faktisk er en ret god sag med en tekst, der primært består af en frustreret og sønderknust drengs brev til en – desværre noget uforsonlig – brevkasseredaktør om, at han er blevet kæreste med en ung pige, men i virkeligheden langt hellere vil være sammen med hendes søster. Den er charmerende, og den swinger på to og fire.
Det gør den noget mere laid-back “King’s Call” også, afdæmpet og med en god gæste-guitarist i Mark Knopfler, der er tæt på at få det til at lyde som et ‘rigtigt’ Dire Straits-nummer. Og til forskel fra Thin Lizzy-pladerne, så får Lynott på fx “Yellow Pearl” også lejlighed til at udforske mere elektronisk funderet musik. Ikke at det nødvendigvis er godt, men det er jo fint at kunne eksperimentere lidt engang imellem.
Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige til det hele. Lynott er en glimrende vokalist og bassist og en mere end habil sangskriver og komponist, og jeg kan jeg faktisk rigtig godt lide hele pladen. Men måske skyldes det, at albummet er blevet hørt adskillige gange for mange år siden, da vi hang ud på ungdomsværelserne, drak urtethe og brændte røgelsespinde af? Der sker ihvertfald et eller andet, når Lynotts karakteristiske stemme brager eller sniger sig ud af højttalerne i stuen. Men lakmusprøven hidtil har været at spille pladen, når der har været andre i stuen. Og de har ikke alle været lige så begejstrede som undertegnede, så måske er det bare mig…
Det blev til et par enkelte albums mere – også med Thin Lizzy – men i starten af 1980’erne begyndte det at gå rigtig galt for Phil Lynott, og de sidste år var en forholdsvis brat nedtur, med et enkelt lysglimt i samarbejdet med den tidligere band-mate Gary Moore på dennes mega-hit: “Out In The Fields”. De to havde ellers været pænt på kant med hinanden, efter at Moore brød med Thin Lizzy på grund af Lynotts excesser i druk og narko. Og i starten af 1986 var det så endegyldigt slut for Irlands ‘Sorte Rose’