Der var ingen kvindelige pop-kunstnere i nærheden af Madonna i 1984. Cyndi Lauper var der et kort øjeblik, men med Like A Virgin satte Madonna den efterfølgende standard for kvindelige kunstnere i musikindustrien. Det blev til mere end 21 mio. solgte eksemplarer, 6 singler fra albummet, der ramte den amerikanske hitlistes Top 5, videoer, der var i evig rotation på MTV og en med rette berømmet optræden til MTVs Music Awards – og det var det album, der gjorde Madonna til et ikon de næste årtier.
Meget af det var såre forståeligt; Madonnas stemme er måske ikke den største i verdenshistorien, men de glade pop-sange med de fængende og lokkende tekster og den fine produktion – af den på det tidspunkt allestedsnærværende Niles Rodgers, iøvrigt – virkede bare. Og virker for nogle af numrene vist endda fortsat. Det er ihvertfald ikke helt sjældent, at man fortsat hører titelnummeret og fx “Material Girl” på de radiokanaler, der excellerer i letbenet popmusik.
Personligt har jeg aldrig været den helt store Madonna-fan, omend nogle af hendes 1990’er-ting faktisk er ret fede. Hvordan pladen er havnet på min reol må stå hen i det uvisse, for det er ikke bare usandsynligt men helt og aldeles umuligt, at jeg skulle have købt den selv, da den udkom. Så mon ikke den er kommet hjem via et bunke-køb ved et vinylsalg på en plademesse eller et loppemarked, for på trods af, at jeg udmærket har vidst, at den nok sjældent ville blive spillet, så er det altså en klassiker, vi har med at gøre her. Og sådanne skal der jo være plads til i en samling, der på et tidspunkt skal overgives til den næste generation.
Om ikke andet så har Madonna sat sig sine spor i den mere kontemporære pop-musik udført af kvinder. Britney Spears er (eller var inden diverse nedsmeltninger) en klar arvtager, og det samme kan siges om Miley Cyrus, der om muligt dog er endnu mere explicit i de seksuelle konnotationer. Men alt det er jo bare udenomssnak, og det er det, fordi jeg ikke har så frygteligt meget at sige om musikken.
Men altså; jeg er ikke vild med den, så er det sagt. Der synes at herske en vis forvirring på albummet; fra de gode, dansable rytmer i både “Like A Virgin” og “Material Girl” til de blødere, voksne og følsomme ballader i “Love Don’t Live Here Anymore” og til delvist “Shoo-Be-Doo” (der begge iøvrigt er aldeles rædselsfulde – den sidste ovenikøbet med en frygtelig titel, der burde være blevet forbudt efter 1957). Måske havde det mere nutidige EP-format klædt albummet, der mildest talt godt kunne have brugt en kraftig beskæring.
Der er masser af hits på pladen, og også en del jeg genkendte på trods af mine idiosynkrasier, der jo ellers nok burde have sikret mig mod at have hørt det der midt i 1980’erne. Men det var også en næsten umulig opgave; Madonna var her, der og allevegne, selv for en teenager i en provinsby, der mere var til lang-hårs-rock og britisk post-punk.
PS: også coveret var ikonisk. Ikke mindst fordi den flashy brudekjole, Madonna bærer på forsidebilledet, er prydet af et fint bælte med et bæltespænde, der består af teksten ‘Boy Toy’