Arcade Fires andet album – den svære toer – tager over på den extroverte måde, hvor Funerals introverte sortsyn slap. Hvor debuten kredser om tab og fravær på en måde, hvor alle står alene i en uforstående, og uforståelig, (voksen-)verden som man kun alt for langsomt kan komme væk fra, så er vi på Neon Bible fuldstændig fortabt; verden er for alvor gået af lave, bygningerne styrter sammen om os og “All words will loose their meaning”.
Det er med andre ord noget rigtigt skidt det hele, ja, det er. Fra åbningsnummeret “Black Mirror” går det kun en vej, nemlig ned ad den dårligt oplyste vej til vold, død og fortabelse. Det hele akkompagneret af Biblens skinhellige hykleri og fjernsynets blålige lys. Øv, siger jeg bare.
Men så kan det jo undre, at man bliver i så djævelsk godt humør af at lytte til det? Især, når teksterne er ordrige, overlæssede og meningen skåret ud i neon-lysende meterhøje bogstaver og elendige rim (“Mirror, mirror on the wall / Show me where the bombs will fall” er en af linjerne der rent faktisk burde være blevet forbudt efter 1985). Men jeg blev – og bliver ved genlytningen – simpelthen nødt til at overgive mig. Det er helt enkelt igen et godt album Win Butler og hans symfoniorkester har skruet sammen her. Måske er det den mere voluminøse lyd – til forskel fra Funerals mere skramlede og indie-orienterede lydbillede – eller måske er det simpelthen den mere ‘klassiske’ rock’n’roll-tilgang, der er hørbar på hele albummet, der gør udslaget?
Hvis Funeral syntes inspireret af David Byrne og Talking Heads, så er vi her mere i Bruce Springsteen-land, helt ned til de afsindigt mange ord i teksterne. Og skidtet svinger rent faktisk. Også selvom Arcade Fire har holdt fast i en besætning med harpe, harmonika, (lidt mindre) cello og nu også kirkeorgel. Man kan skisme danse til det, hvis man har de lyster!
Der er ikke et eneste hit på pladen, ihvertfald ikke som jeg husker det, og generelt beviser Neon Bible, at albumformatet har sin berettigelse. De enkelte tracks hænger sammen og er føjet til hinanden som ulige perler på en snor, og – med en mulig undtagelse af den afsluttende “My Body Is A Cage” – er der ikke en overflødig melodilinje på albummet. Og så kan jeg godt bære over med budskaber serveret med en forhammer midt i panden.
Yndlingsnumre; den er svær, men jeg giver et forsøg: “Intervention”, “Ocean of Noise” og “(Antichrist Television Blues)”. Den sidste nærmest på trods…. Og lad os så ellers forlade Arcade Fire for denne gang med de opløftende linjer fra “Intervention”:
Every spark of friendship and love
Will die without a home