Det var ikke fordi vi væltede os i koncertoplevelser i den let prollede provinsby, jeg voksede op i. Men de var der da, ikke mindst takket være et par ihærdige foreningsfolk, der af egen drift og uden anden gevinst end glæden ved at bringe musikken ud til folket, etablerede en Live-forening, hvis eneste formål var netop at arrangere koncerter. En af de første, som jeg deltog i som anløben teenager, var en koncert med Malurt.
Dén koncert husker jeg stadig i glimt. ikke mindst fordi den var intens, medrivende, sveddryppende og gennemsyret af alt, hvad rock’n’roll skulle være på det tidspunkt. Michael Falch som indpisker og konstant, energisk midtpunkt brændte igennem med en energi og intensitet, jeg på det tidspunkt ikke havde set på en scene før. Ikke fordi sammenligningsgrundlaget var stort, bevares, men besøg ved en enkelt eller to live-optrædender var det trods alt blevet til inden da. Til overflod havde Malurt medbragt et sceneshow, der var aldeles fremsynet, og som bl.a. bestod i det banebrydende tiltag at projicere billeder/dias op på bagtæppet, som på den måde understregede og accentuerede de vilde sange om storby, neonlys, ungdommelig længsel, kærlighed og afmagt. Det var fandeme smart og moderne, var det, og jeg var fuldstændig tabt. Og måske var det denne koncert, der første gang for alvor tændte trangen til ideligen at høre (live-)musik hos den unge mand fra provinsen – og som senere skulle resultere i så mange fremragende oplevelser på allandskens scener?
Anyways; det var, som det måtte fremgå, en god oplevelse, og da jeg lagde Malurts anden plade, Vindueskigger på grammofonen, og skruede godt op for volumenknappen, som det sig hør og bør til god rock-musik, fandt jeg mig efter 20 sekunder i gang med at skråle og småtrippe rundt i stuen – og i et enkelt tilfælde faktisk også gribe luft-guitaren… Der skete nemlig det forunderlige, der ofte sker, når man får sat det musik på fra ungdommen, som man ellers ikke får hørt så djævelsk meget i løbet af årene; hver en strofe, hvert et guitar-lick og hver en hammond/mellotron/piano-akkord og -rundgang sad prentet i hukommelsen og havde bare ventet på at blive aktiveret.
Selvfølgelig har man – også i de forløbne mere end 30 år – af og til hørt fx hittet “Superlove” om den uerklærede og uforløste kærlighed til den søde kasse-dame på diverse radiostationer, så dén kunne man selvfølgelig teksten til. Men også de mere sekundære sange og numre sad lige i skabet; den let punkede “Ligeglad”, fx, og den ligeledes aldeles up-tempo semi-protest-sang “Panik”, der næsten er aktuel med linjer som ‘Det er ligefør det næsten ikke er nogen sensation / når en bombe eksploderer på en S-togs-station’. Også balladerne, bl.a. “Os to nu” kunne jeg huske. Med glæde, næsten på trods af den let naivistiske tekst.
Malurt var et fremragende rock-band, og det demonstrerer de til fulde på Vindueskigger. Det er ikke Michael Falch med band, men derimod en helstøbt fælles-indsats, hvor Peter Viskinde på guitaren gør sig til fællesmakker med Falch, ikke ulig Steve Van Zandt til Springsteen, og hvor Henrik Littauers keyboards giver den der helt rigtige amaricana-stemning, uanset om det er i form af elektrisk piano, klaver eller mellotron-lyde.
Albummet er gennemsyret af Falchs daværende inspirationskilder, og der er ingen tvivl om, at han var begejstret for Springsteen, som han lød på Born To Run og Darkness On The Edge Of Town. Det gælder både lydmæssigt i bandets opbygning og i melodierne. Det er ikke epigoneri for alvor, det er mere en forlængelse af den lyd og den ånd, med al dens trods og håb og længsel og frigørelse, og den kraft og saft, der også på dansk kunne findes i rockmusikken, som Malurt kunne spejle sig i.
Vindueskigger holder muligvis ikke til en introduktion til en yngre generation, og så alligevel; der er noget universelt i både den rock- og næsten-punk-attitude og de tekster, som unge – uanset fødselsår – vil kunne spejle sig i. Men for os andre var Malurts plade en befrielse fra den danske prog-rock, venstreorienterede politiske korrekthed og følsomhed, der kunne findes i Bifrost, Würgler/Holst og Skousen/Ingemann – disses fortræffeligheder iøvrigt ufortalt. Malurt viste os, at rockmusik kunne synges på dansk, at der kunne være vid og bid i teksterne – og at vi kunne flippe ud til koncerterne. Også os, der endnu kun havde dun på overlæben og boede i en søvnig provinsby, men som for et kort øjeblik kunne se os selv vandre i storbyens regntunge gader oplyst af kolde neonlys.