Hold nu kæft for en udladning! Selv ti år efter Arctic Monkeys’ debutalbum udkom slår den rene, uforfalskede punk-energi på skiven benene væk under lytteren. Og på samme ti års afstand af hele hypen omkring det næste store, hvide håb i rockmusikken – som bandet blev udskreget til af en altid vældig ivrig, britisk presse – holder pladen hele vejen som et rent og skært hyper-energisk punk-rock-album.
Fra de indledende snerrende trommer og det fræsende guitar-riff i “The View from the Afternoon” over hits som “I Bet You Look Good on the Dancefloor” og “When the Sun Goes Down” holdes det høje tempo hele vejen frem mod det (oversete?) afslutningsnummer “A Certain Romance”, der ganske vist indledes med højenergiske trommer og guitarspil, men som ellers runder albummet af med en mere indfølt pop-melodi, som en hel del øvrige hit-snedkere med garanti har misundt Alex Turner og kompagni.
Arctic Monkeys skriver sig ind i en lang og solid tradition fra britiske bands, der skriver tekster (med bid) om samfundet, forstaden, storbyen og alle de misfits, der befolker disse (tænk Kinks, Pulp, Smiths etc.), men Arctic Monkeys tager udgangspunkt i det, der observeres, derfra hvor de står – for nu at citere en dansk sangskriver. På udgivelsestidspunktet var de fire medlemmer af bandet 19-20 år gamle, og selv om de spillede som garvede musik-veteraner, kredser tekstuniversitet om det, de kender; hverdagslivet for unge i Sheffield. Og dét er trivielt, kedeligt og slidsomt, både i dagligdagen og i de ugentlige afbræk, der tilbydes på det lokale diskotek. Og også politiet keder sig, kan man høre på “Riot Van”.
Musikalsk er der ikke langt fra The Clash, Sex Pistols og – mere samtidigt – The Libertines og til Arctic Monkeys. Korte sange med højt tempo, skarpe guitar-riffs og Alex Turners vrængen på den let genkendelige nordengelske dialekt. Derudover er der vist ingen tvivl om, at de unge mennesker havde hørt en hel del hip-hop, da de voksede op. Teksterne er komprimerede ud over alle grænser, og der er en hel del groovy beats undervejs, der sagtens kunne have fundet anvendelse hos samtidige rap-musikere. Det ville slet ikke være umuligt at fx The Streets kunne have indspillet med Arctic Monkeys.
Nåmen alt det egentlig blot for at sige, at det da er et fantastisk album. Så kridt danseskoene, bliv 17 år gammel igen og skynd dig ned på det nærmeste discotek/dance hall. Hvis du da kan komme ind for den skide-irriterende bouncer, der kun er sat i verden – og døren – for at genere dig (og banke dig sønder og sammen) inden han smider dig ind i ‘the riot van’ hos de betjente, der i deres kedsomhed fortsætter, hvor han slap… For sådan er livet jo i Sheffield – og hvad værre er; du skal nok ikke forvente, at den udkårne gider dig hverken før eller efter mødet med udsmideren.