Man skal altid passe på med at dykke ned i debatter om, hvilket album der nu er det bedste med dette eller hint band. Sådan forholder det sig også med Marillion, og her står slaget mellem Misplaced Childhood og Clutching At Straws – ihvertfald når det kommer til de albums, der blev udgivet med Fish som forsanger, tekstforfatter og generel idé- og konceptmager i Marillion.
For mit eget vedkommende blev jeg hooked på Marillion med udgivelsen af Fugazi, efter at være blevet præsenteret for det af en god ven. Dét kunne jeg godt lide, men jeg kunne endnu bedre lide Misplaced Childhood, som jeg hørte på et niveau, hvor jeg alle teksterne blev prentet ind i pandebrasken og hvert et riff og hver en klaverintro stod som skåret i granit for mit indre øre – også når pladen ikke spillede. Alene derfor var Cluthing At Straws ikke bare imødeset, men så utålmodigt afventet, at det rent faktisk blev forudbestilt hos den lokale plade-pusher længe inden, der var en dansk udgivelsesdato på skidtet.
Dén blev også hørt – meget – selvom der ikke var de oplagte hits som “Kayleigh” og “Lavender” at finde på den. Men mindre, eller mere, alt efter, hvor man befinder sig i sine præferencer, kunne også gøre det. Det var nemlig et rigtig godt album Marillion fik skruet sammen her, komplet med tungsind, mørke, storladne og sine steder svulstige passager, og både tekstligt og musikalsk præget voldsomt af desperation, forfald og forsøg på glemsel og tilgivelse. Den afsluttende “The Last Straw” summerer det egentlig meget godt op:
We live out lives in private shells
Ignore our senses and fool ourselves
To thinking that out there that someone else cares
Someone to answer all our prayers, all our prayers
Men det var – og er vel fortsat – en god plade neo-proggerne lavede for over 30 år siden. Jeg havde ikke hørt den i lang tid, inden jeg fik smidt den på pladespilleren i denne omgang, men det, der slår mig er, i hvor høj grad det alligevel lyder forholdsvis friskt og sprødt det hele. Hvis man altså forudsætter, at musik af denne karakter fortsat havde et (ungt) publikum, så der ville være salgstal i det.
Clutching At Straws er ikke på samme måde som Misplaced Childhood et koncept-album. Og så alligevel. Måske er lydflagerne ikke så sammenhængende, og måske er de enkelte melodier og passager lettere at skille fra hinanden, men hvis man gerne vil – og det var vi mange, der gerne ville dengang – så er der altså en mere end almindelig sammenhæng i såvel den gennemgående figur (det centrallyriske ‘jeg’ eller ‘han’ i dette tilfælde, for nu at blive lidt højpandet), Torch, og i de enkelte kompositioner, der hænger fremragende sammen, hvis man ser bort fra “Incommunicado”, der lyder lidt for meget som et forsøg på at få en hitsingle på listen i en fart.
Den lange historie kort; det er stadig forholdsvis let at høre – og læse – albummet som en sammenhængende rock-opera om Torch, der i albummets åbning med “Hotel Hobbies” stort set allerede har ramt bunden i eksistentielle kvababbelser, hedonisme og overforbrug af stimulanser – blot for at kravle endnu dybere ned som albummet skrider frem, og ende med at klynge sig til netop det berømte halmstrå i den afsluttende “The Last Straw”: ‘I’m still drowning / Clutching at straws / I’m still drowning.’ Komplet iøvrigt med gåsehudsfremkaldende, kvindelig medvokalist Tessa Niles og en for en gangs skyld velanbragt guitarsolo af Steve Rothery, der ellers albummet igennem har været aldeles hørbar og bærende, men tilbageholdende med netop fræser-guitar-soloerne. Men at Rothery er en fremragende guitarist er tydeligt hele albummet igennem.
Jeg blev godt nok glad for genhøret, og det var ikke kun på grund af genkendelsens glæde og erindringerne om de mange aftener, hvor den kørte på repeat i den lille lejlighed i provinsbyen, men i lige så høj grad for både musikken, produktionen, teksterne – og leveringen. Som i albumåbneren “Hotel Hobbies”, hvor tekstlinjerne bliver spyttet vredt ud til underlægning af – igen – en fræsende Rothery. Eller i den vidunderlige “Warm Wet Circles” hvor man altså skal være lavet af sten, hvis man ikke bliver ramt af linjer som ‘Through the tears of condensation / That’ll cry through the night / As the glancing headlights of the last bus / Kiss adolescense goodbye’.
Min favorit, dengang jeg var mere modtagelig end tilfældet er nu, var afgjort “Torch Song”. Ikke kun på grund af åbningslinjen ‘Read som Kerouac and it put me on the track / to burn a little brighter now’, men også for dynamikken i både musikken og Fish’ vokal sammen med hele prog-stemningen i nummeret og den altomfavnende desillusionisme, hedonisme, fatalitet og bevidstheden om at dø, inden man fyldte tredive, mens lyset brændte i alle ender, ikke? Al den dér post-romantiske selvforståelse, weltschmerz og selvdestruktive, naive og smertelige verdensforståelse var da lige til at svælge og drukne i. Og så iøvrigt – med alkoholismens frelse in mente – var den naturlige overgang da perfekt til “Slàinte Mhath”, der skåler på alle historierne – og den efterfølgende flugt og glemsel.
Jeg var vild med det album dengang, og for mig var der ingen konkurrence: Clutching At Straws var klart bedre end Misplaced Childhood. Musikken var mere rocket, Fish var skarpere og mere desperat, teksterne mere identificerbare (og knap så ‘pladder’-agtige) og langt bedre i sproglig/lyrisk forstand – og musikken sad for det meste lige i skabet. Og hørt på de her 28 – 32 års afstand er jeg altså ret tæt på at holde fast i den holdning. Under alle omstændigheder; jeg var glad for at høre albummet (mere end en gang) både dengang og i denne omgang, og hvis jeg får stillet valget om, hvilken af de to plader, jeg skulle have med på en øde ø, så er det Clutching At Straws.
PS: Jeg hørte aldrig Marillions udgivelser efter Fish forlod bandet et år efter udgivelsen af Clutching At Straws. Efter al sandsynlighed er Steve Hogart en vældig kompetent sanger, men altså; Marillion uden Fish? Never …