Mit bekendtskab med Bob Marley stammer tilbage fra en ret spæd ungdom, hvor jeg især husker lange eftermiddage og aftener med min gode ven fra skolen, Torben, på hans værelse, hvor der blev hørt megen god (og dårlig) musik, mens vi lige fik ordnet, hvad der var at ordne, af kærester, skolekammerater, lærere, forældre, og hvad man ellers beskæftigede sig med, før der var fri adgang til TV, spil, internet, streamingtjenester etc.
Bob Marley havde netop udgivet Uprising, der skulle blive hans sidste plade, så det var via dette album, at jeg lærte Marley at kende. Hvor og hvordan Torben havde fået fingre i det, må stå hen i det ukendte, for han havde ikke flere penge end mig, og det var sjældent, at vi i folkeskolen havde råd til at købe plader. Men under alle omstændigheder kørte det lystig på repeat i det let beklumrede drenge-værelse, og det var ikke helt skidt.
Faktisk var – og er – det et fremragende album. Det åbner med den vokalmæssige pragtpræstation “Coming In From The Cold”, en blivende reggae-klassiker, der i dén grad swinger i sin tilbagelænede og lyse stemning, og som undertegnede har meget svært ved ikke at synge med på, og det samme er tilfældet med “Could You Be Loved”, der har noget ‘reggae-møder-disco’ over sig. Men det gør sig i virkeligheden gældende for langt de fleste af sangene. For eftersom vi jo hørte det dag ud og dag ind, så er skæringerne i dén grad blevet internaliserede hos mig, så selv de mere ukendte numre (“Real Situation”, “Bad Card” og fx “Work”) også er blevet klassikere – ihvertfald hos mig.
Grundlæggende er det vist ellers et forholdsvis dystert album, præget af eksistentielle og religiøse udsagn på en del af skæringerne og lidt om verdslige udfordringer, fx om den slavelignende hverdagsstruktur i netop “Work” og kvindernes plads som i “Pimpers Paradise” – Marleys egen udgave af Lennons “Woman Is The Nigger Of The World”. Men det kan faktisk godt snyde lidt; produktionen er lys og lækker, guitarriffene sidder lige i skabet og det fantastiske call-and-response-mønster mellem Marley og koret på en del af skæringerne er nærmest livgivende.
Og så er der jo den afsluttende skæring; “Redemption Song”. Jeg er – og var – aldeles vild med netop dén revolutionssang som albumlukker. Kun ledsaget af en akustisk guitar synger Bob Marley noget, der – udover dens åbenlyse protest-statur – sagtens kunne have været en tidlig Bob Dylan-sang, og som er næsten smerteligt smuk i sin religiøse tiltro til åndelighed og åndelig frihed. Den sang er hele albummet værd, men det er da fantastisk, at selv uden den, ville Uprising have været en fremragende plade.
Om det er bevidstheden om sin egen dødelighed, der gør Uprising til en spirituel svanesang skal være usagt. Bob Marley døde kort efter udgivelsen af den, og det faktum gør, at man kan lede efter budskaber om tro, frelse, tilgivelse, frigørelse og sjælefred overalt på de forskellige numre. Men det er lige så meget den gode musik, det fantastisk velspillende band, den lydefri produktion og Marleys evner som sangskriver og komponist, der gør pladen til en klassiker, man kan vende tilbage til.