Massive Attack var i førstebølgen af det, der af nogle blev benævnt Bristol-scenen, hvor den dominerende lyd var electronica, tilbagelænede dubs og down-tempo beats, som det var muligt at syre ud til. De bragede gennem lydmuren i 1991 med den fabelagtige “Unfinished Sympathy” fra debutalbummet Blue Lines, der for alvor kick-startede trip-hop-genren, og som i dén grad inspirerede senere, store albums fra fx Björk og Portishead.
I 1998 var Massive Attack i nogen grad næsten blevet overhalet indenom af netop disse, og generelt var hele trip-hoppen blevet udvandet, og det musikalske nybrud, der havde fundet sted i begyndelsen af 1990’erne, var nu en lige så stillestående genre som grunge, nu-metal og alt det andet fine, der kort er oppe at vende for at ebbe lige så hurtigt ud. Men når man kan fastholde nysgerrighed, ærgerrighed og ambitioner, og kan kombinere det med en sikker sans for at genopfinde sig selv musikalsk, kan det aldrig helt gå galt. Med Mezzanine beviste Massive Attack ihvertfald eftertrykkeligt, at det kunne lade sig gøre.
Jeg har svært ved at huske, om jeg nogensinde har hørt en flottere albumåbning end på denne plade. Og det gælder altså ikke bare den indledende skæring, “Angel”. De fire første numre, “Angel”, “Risingson”, “Teardrop” og “Inertia Creeps” lægger sig som perler på en snor med ildevarslende, gåsehudsfremkaldende lydlandskaber, der både fængsler og fascinerer. “Angel” starter ud med en afsindig tung bas i noget, der ligner R & B-stil, der efter Horace Andys næsten falset-prægede sang-foredrag eskalerer til en vild udladning med fræsende guitarer over det konstante beat inden udtoningen. I “Risingson” nærmest rap-messer 3D og Daddy G over både endnu en gentaget basfigur og samplingen fra Velvet Undergrounds “I Found A Reason”, om at blive fanget et sted, man ikke kan holde ud at være, sammen med en, man så småt begynder heller ikke at kunne holde ud:
Why you want to take me to this party and breathe
I’m dying to leave
Every time we grind we know we severed lines
Where have all those flowers gone
Long time passing
Why you keep me testing, keep me tasking
You keep on asking
Og så er der jo “Teardrop”. Noget nær den ultimative Massive Attack sang, og vist nok den eneste, der – bortset fra “Unfinished Sympathy” – nåede i top 10 på den britiske hitliste. Det kan jeg godt forstå, for hvor er det dog et fremragende nummer. Liz Fraser fra Cocteau Twins var hidkaldt som gæstevokalist (iøvrigt efter at det i første omgang vist var tiltænkt Madonna), og med let luft på stemmen er hun den perfekte forsanger på skæringen. Det er simpelthen hjerteskærende smukt at høre på. Og suiten slutter med “Inertia Creeps” med dens insisterende trommer, synthesizer-rundgange og hviskende desperation. Et nummer, der næsten minder om Joy Division som man kunne forestille sig, de kunne have lydt, hvis de havde fortsat med at søge efter og beskrive det menneskelige mørke ved begyndelsen af dette årtusinde.
De fire numre alene havde været en fremragende EP, men det stopper ikke helt her. Heldigvis. Der er smuttere iblandt på albummet, men der er også fremragende sange spredt ud med løs hånd. “Man Next Door”, fx, der i en helt anden tone-art og stemning og også her med Horace Andy som gæstevokalist i en ganske anden udfoldelse end på “Angel” – og med næsten reggae-agtige undertoner. Og Liz Fraser dukker minsandten også op igen på den næsten lige så æteriske og smukke “Black Milk”.
Intermezzo er ikke et comeback-album, selvom der var gået fire år siden man sidst havde hørt fra dem. Men det gav gruppen en synlig og især hørbar genkomst til den verden, der nu ikke ‘blot’ var ren trip-hop. Og jeg er begejstret for den plade (Hvis det nu ikke skulle fremgå tydeligt af ovenstående). Det har mere end en gang spillet på repeat en hel aften, og vi er nogle enkelte, der er glade for at have løst billet til dette års (2018) udgave af Roskilde Festival, hvor de er at finde på plakaten.