Er der én koncert jeg er ked af at være gået glip af, er det Arctic Monkeys koncert på Orange Scene ved Roskilde Festival 2014. Jeg streamede lidt af den, for det kunne man via Roskildes festival-website, men det var ligesom ikke det samme, vel? Her kunne man se de fire tidligere så streetorienterede knægte fra Sheffield, Northumberland (eller hvor f…. Sheffield nu ligger) iført tilbagestrøget hår, designer-jakkesæt, solbriller og cool attitude. I komplet overensstemmelse med det indtryk man får af albummet.
Jeg havde brugt hele foråret på at lytte til deres femte plade AM, som var udkommet året før, og faktisk fandt jeg den frem en hel del gange. Det er nemlig en god plade! (En parentetisk sidebemærkning; det har jeg vist skrevet en del gange i de foregående indlæg, men det må jo så betyde, at min samling indeholder god musik – eller ihvertfald musik, der falder i min smag. og det er vel ved nærmere eftertanke ikke så underligt igen.) Det var deres femte af slagsen, men de mellemliggende tre plader fra debuten Whatever People Say I Am, I’m Not havde jeg faktisk ikke hørt særlig meget – eller for den sags skyld anskaffet mig.
Det var måske meget sundt. Ihvertfald blev jeg aldeles overrasket over, hvilken retning deres musik – og dermed karriere – havde fået i den mellemliggende periode. Væk var det frenetiske tempo og hele punk-attituden a la Never Mind The Bullocks og i stedet var der kommet et ualmindeligt helstøbt og lækkert værk ud af hænderne på Turner & Co. Lidt mere tilbagelænet, lidt mere stoner-rock-orienteret, lidt mere fylde på både vokal, guitar og rytmesektion og så nogle tekster, der i højere grad afspejlede en moden sangskrivers overvejelser over livet. Det bliver jo helt Lennon’sk, når han på “Arabella” med tydelig reference synger:
Arabella’s got some interstellagator skin boots
And a helter skelter around her little finger and I ride it endlessly
She’s got a Barbarella swimsuit
And when she needs a shelter from reality she takes a dip in my daydreams
Men på trods af tydelige referencer og inspiration, og hjælpen fra Josh Homme og andre notabiliteter, er AM helt og aldeles Arctic Monkeys egen plade, og den er tæt på at lyde som et svendestykke. Stilskiftet fra de unge ‘don’t-give-a-fuck’-knægte er komplet med en produktion og nogle sange, der tydeligvis er langt mere orienteret i retning af funky grooves, hip-hop og en vestkyst-lyd, der bare er så gennemført lækker. Fx. er “Why’d You Only Call Me When You’re High” gennemsyret af et beat, som Dr. Dre eller Eminem sagtens kunne have brugt i deres hit-produktion. Og så har jeg en udtalt svaghed for “No. 1 Party Anthem”s slow-cruising musikalske duven gennem alle overvejelserne om kvinden ved festen:
As all the signals are sent, her eyes invite you to approach
And it seems as though those lumps in your throat
That you just swallowed have you got going
Har vi ikke alle været dér?
Der er ikke ét svagt nummer på den plade. Jeg kunne lige så godt have fremhævet “Mad Sounds”, “R U Mine?”, “Knee Socks” eller det fremragende afslutningsnummer “I Wanna Be Yours” som i min verden kunne køre på konstant repeat. Så hvis du ikke allerede har været der – fordi du måske sov gennem det meste af 2013 og ’14 – så er der kun et at gøre; stream, køb eller stjæl den plade. Det bliver ikke ret meget bedre!