Det er nogle gange svært at høre det, der for det meste af musikverdenen forlængst er blevet kanoniseret som en klassiker. Jeg har tidligere haft det ret stramt med fx Jethro Tulls Aqualung, og heller ikke Joan Baez’ Any Day Now er jeg specielt begejstret for. Det kan naturligvis skyldes min komplette ignorance og manglende lydhørhed over for, hvad der konstituerer god musik, men hvis det er tilfældet, så lægger jeg mig gerne fladt ned og erkender det – samtidig med, at jeg påberåber mig disse siders absolutte, meget personlige, subjektivitet og smags-præferencer.
Jeg har det lidt på samme måde med Sir Paul McCartneys absolut bedste album – som det for længst er blevet udnævnt til af en enig musikpresse. Band On The Run er helt sikkert en fin-fin plade og et smukt eksempel på McCartneys evner udi at skrive fængende og sine steder komplekse popsange, men altså; jeg er ikke fan. Der er sådan en lidt ufarlig middle-of-the-road-aura over pladen, og på trods af store hits og enorme salgstal for albummet, så mener jeg fortsat, at Band On The Run overstråles ikke blot af Lennons og George Harrisons solo-materiale efter Beatles-tiden, men også af en del af samtidens øvrige produktion fra andre end Beatlerne.
Men på trods af min udtalte mangel på sympati for albummet, er det selv for mig tydeligt, at Band On The Run indeholder nogle særdeles fine eksempler på, hvad Paul McCartney kunne (og sikkert fortsat kan) når det kommer til at skrive gode sange. Som det også var tilfældet i Beatles-tiden er det med sikker hånd, at Macca langer en kompleks og mangefacetteret mini-suite som titelnummeret over disken. At den samtidig – med sine tre-delte opbygning og ret unikke struktur med en to minutter lang intro, en horn- og arrangementstung overgang og et semi-akustisk omkvæd – kunne ramme hitlisterne, er en præstation af rang. Og det er en god sang, det kan selv jeg høre. Og at McCartney ikke var bange for at gentage og forny formlen allerede på samme album kan høres på ‘Picasso’s Last Word (Drink To Me)’, der er også bygget op som en suite – eller et medley.
Den sang blev ikke det helt store hit, men det gjorde til gengæld den anden skæring, ‘Jet’, der også demonstrerer, at McCartney kunne skrive en fuldblods pop-rocksang, når han gad. ‘Let Me Roll It’ er til gengæld en pastiche over en poprocker som kollegaen John Lennon kunne have skrevet den – og efter sigende iøvrigt et svar til samme Lennons ‘How Do You Sleep’. Men lige meget hjælper det; jeg er ikke specielt interesseret i pladen, og det er ikke ret tit, at dén plade kommer op på pladespilleren.
Band On The Run har iøvrigt en ret interessant tilblivelseshistorie. For lige at give lidt krydderi til albummet og slippe væk fra London drog bandet til Lagos i Nigeria for at indspille den, men inden de overhovedet nåede til flyet forlod guitarist Henry McCullough og trommeslager Denny Seiwell bandet, så dér måtte Paul så selv træde til. Vel ankommet til EMI i Lagos viste det sig, at studiet var aldeles mangelfuldt udstyret, hvad der gav lidt udfordringer, Paul og hustru Linda blev udsat for kniv-røveri på åben gade, der blev truet med oprør og demonstrationer foran studiet, da den lokale aktivist Fela Kuti mente, at bandet blot var i Afrika for at udnytte (læs: stjæle) den lokale musikkultur og endelig faldt Paul undervejs bevidstløs om – vist nok på grund af vejrtrækningsbesvær forårsaget af inhalering af op imod 50 cigaretter om dagen.
Så heldigvis bærer selv de klassiske albums, jeg måske ikke helt påskønner efter fortjeneste, på historier, som det er værd at formidle videre. Det er hermed gjort.
PS: Album-coveret er ret skægt. Wings var jo reduceret til en trio, men forsidebilledet indikerer et ret stort orkester. Det er simpelthen fordi Paul inviterede skuespillere, komikere, journalister mv. med på det nu ikoniske cover. Så var der jo et orkester på flugt, ikke?