Titelsangen på Don McLeans American Pie er ikke en hvilken som helst sang. Den er både blevet udnævnt til ‘Århundredets Sang’ og er blevet gransket så minutiøst af såvel professionelle som mindre godt betalte symbolanalytikere, at der rent faktisk er skrevet mere end én bog om, hvad teksten til den mere end 8 minutter lange sang i virkeligheden betyder. Der er også skrevet i tusindvis af artikler og den indgår i adskillige konspirationsteorier.
På den måde har Don McLean opnået evig berømmelse på baggrund af en pop-sang, og dét er da vidunderligt, for derved får man også bevist, at popkultur betyder noget – også i en horisont, der strækker ud over den umiddelbare samtid. Når det så er sagt, så har det jo også en slagside, at netop dén sang har trukket så meget fokus; fx kunne der jo gemme sig andre gode sange på samme album, som blev overhørt i forbifarten, ikke?
Nå, det gør der nu ikke i særligt stor omfang, omend “Vincent” faktisk er en rigtig fin ballade, som godt kan høres mere end en enkelt gang. Det er i øvrigt dén, der indledes med ordene “Starry, Starry Night”, og som derfor også er kendt under dén titel, og helt overset blev den ikke i samtiden; den hoppede eksempelvis op på førstepladsen på den britiske hitliste i 1972. “Crossroads” er en anden god sag, som Don McLean sagtens kunne være bekendt.
Men eftersom det så også er undtagelserne på det album, kan vi vist godt konstatere, at det er “American Pie”, der er hovedværket. Og den blev da også et gigantisk hit – på tværs af årene – selv om den havde ret vanskelige vilkår indledningsvis. Bland andet den meget simple, at da den udkom som single, blev den delt op, således at første halvdel af sangen var at finde på A-siden og anden halvdel var på B-siden, simpelyhen fordi den jo var for lang til at kunne være på én side. Det gav jo radio-DJs en ret bastant udfordring ved afspilningen, men noget må være lykkedes undervejs, for den blev spillet – ofte – inden albummet kom på gaden.
Personligt vil jeg nøjes med at sige, at også jeg har været ret fascineret af sangen. Den er rigtig fin i melodi, tekst og udførsel, og det var da også denne sang, der fik mig til at slæbe pladen hjem fra et loppemarked formedelst ti kroner. Og naturligvis har jeg også forsøgt mig med dechifrering af teksten, der jo er symbol- og metafor-ladet ud over alle grænser. Men de bestræbelser vil jeg lade ligge, og blot konstatere, at det er muligt at finde al landskens pop-kulturelle referencer i teksten; Buddy Holly (som den mest eksplicitte, eftersom hans død i flystyrtet i samtiden netop blev omtalt som The Day The Music Died – den tekstlinje der oftest optræder i sangen), Elvis, The Beatles, Bob Dylan, The Rolling Stones, Woodstock/Altamont mfl. Men samtidig ligger der over hele dette tekstlag en generel misantropisk metaforik og lurer; musikken, der er død, er muligvis noget helt andet. Måske uskylden, måske fremtidstroen, optimismen, hippie-æraen og det forbundne håb om muligheden for at forandre i en positiv retning? Selv Gud, Sønnen og Helligånden er på vej mod udvandring, ikke?
Så måske er det hele et spørgsmål om at lukke og slukke. Og dermed den mest pessimistiske og deprimerende sang i verden? Pigen, der ikke gider danse, blues-sangerinden, der ikke vil give glade nyheder og kirkeklokkerne, der alle er gået i stykker. Nå ja, og så musikken, der ikke vil spille:
I went down to the sacred store
Where I’d heard the music years before
But the man there said the music wouldn’t play
Det er ikke rart, nej, men den er nu bedragerisk flot, den der sang. Let og lækker, syng-med-bar og i dur, så det er altså lidt svært at bevare pessimismen. Og Don McLean selv? Hvad han siger om meningen med sangen? “It means I don’t have to work if I don’t want to”.
NB: Mit eksemplar af albummet er spansk, og det betyder bl.a. at alle titlerne er oversat på bagsiden af coveret. Således hedder “Crossroads” nu “Encrucijada” og “Winterwood” er blevet til “Ramas Secas”. det er jo i sig selv meget sjovt, men så er der også den lille pudsighed, at midt i titelsangen, der hvor McLean synger om “The Father, Son and The Holy Ghost” er netop disse tre ord blevet bippet ud og erstattet af en hyletone. I første omgang formodede jeg, at der var tale om en teknisk fejl under presningen, men jeg er faktisk efterhånden mere overbevist om, at det skyldes en eller anden blasfemi-paragraf i det ret katolske Spanien. Dér kan man jo ikke have den Hellige Treenighed til at forlade landet, vel?
Eller måske er det bare mig, der bærer sølvpapirshatten lidt forkert og ser konspirationer overalt.