Noget af det første, der slår den sagesløse lytter, når man har fået stukket det seneste studiealbum fra Metallica i hånden er, at det da må være chokerende tæt på at tage prisen for det absolut grimmeste cover nogensinde. Hvordan garvede rock-musikere og forretningsmænd, med en hær af rådgivere omkring sig, har kunnet acceptere, ja måske endda bestille, et artwork, der ligner noget en 15-årig har puslet med i sin gratisudgave af Photoshop, er mig en gåde. For hold da op, hvor er det hæsligt!
Det andet, der slår en, når man har lagt coveret langt væk og lagt pladen på afspilleren er, at hold da helt mundtøj, hvor kan Metallica trods alt spille en solid gang thrash. Albumåbneren og titelnummeret formelig tonser derudaf, speedet, bidsk og ondskabsfuldt, med en snerrende Hetfield i forgrunden: “We’re so fucked / Shit outta luck / Hardwired tol self-desctruct”. Vi taler simpelthen om vintage-Metallica her, og det er faktisk ret fedt.
Det er så bare ikke hele vejen, at det holder – og at der spilles thrash. Det kan man glæde sig over, eller det kan man begræde alt efter temperament, men Hardwired … To Self-Destruct er et dobbeltalbum, og det betyder, at der er så rigeligt med plads at boltre sig på for de fire hard-rockere. Derfor er der også en stor del af numrene, der mere lyder som noget, der kunne have været at finde på Metallica og det kan jo være ganske smart, for så er man da sikker på, at man ikke støder alle fans fra sig på én gang.
På den anden side; når man har at gøre med så mange sange, spredt over et så bredt spektrum indenfor heavy- og hardrock, så er risikoen for smuttere der jo også. Og der er sindssygt fede numre på albummet som udover titelnummeret bl.a. er “Atlas, Rise” og den afsluttende, speedede og aggressive “Spit Out The Bone”, men der er altså også en hel del album-fillers og noget, der lyder som overskudsmateriale fra studiet.
Men måske er jeg ikke den rigtige til at bedømme det. Min lille love-affair med Metallica og hele thrash- og metal-genren sluttede oprigtig talt ca. samtidig med udgivelsen af Metallica for mere end 25 år siden, og den eneste grund til, at jeg ejer Hardwired… er, at velmenende kolleger forærede mig det ved en festlighed, da det netop var udkommet. Så det er blevet hørt, men det sker ikke ofte, og når det sker har jeg en tendens til at blive hængende ved den første skive, der i min optik er langt den bedste, hvorimod 2. plade er lidt mere drøvtyggende – med undtagelse af albumlukkeren, altså.
Faktisk har jeg ladet mig fortælle, at Hardwired… er det bedste album, Metallica har udgivet siden netop ‘The Black Album’. Det skal såmænd nok være rigtigt, men det har jeg ikke mulighed for eller lyst til at efterprøve. Men hvis det er sandt er det jo meget heldigt for mig; så er der jo ingen grund til at erhverve mig hverken Load, St. Anger eller Re-load. Og så bliver jeg da ikke fattig af det.