Der er altså nogle ret svedige ting på George Michaels debut som solo-artist. Nogle faktisk så svedige og funky, at de var vanskelige at spille i radioen i det evigt puritanske moderland, England, hvor især “I Want your Sex” var problematisk – hvad der set på 30 års afstand er lidt morsomt, for den er i bund og grund ret uskyldig, hørt med ører, der har hørt de værste og mest explicitte gloser fra både R&B-kunstnere og – især – hip-hop-verdenens førerhunde.
George Michael var efter sigende blevet træt af at blive kunstnerisk underkendt som ren tyggegummi-pop og pretty boy i den ellers sindssygt populære duo Wham!, hvor han sammen med vennen Andrew Ridgely havde skabt en gigantisk succes – både med at se godt ud og med at skabe monsterhits som “Wake Me Up Before Ypou Go-Go”, “Club Tropicana”, “Last Christmas” og “Freedom”. Men nu skulle det være slut, skulle det; George var voksen, moden og bevidst om sine egne kvaliteter, og selv som blot 24-årig beviste han det til fulde på solo-debuten.
Den åbner iøvrigt til tonerne af netop Wham!-hittet “Freedom” – nu blot udsat for et kirkeorgel – der indleder titelnummerets fine, dansable rockabilly, blot ledsaget af trommer, bas og rytmeguitar og til teksten ‘Well, I guess it would be nice / If I could touch your body / I know not everybody / Has got a body like you’. Så er tonen ligesom slået an – i ren Bo Diddley-stil – med referencer til sex, uskyld, det modsatte og funky, svedig musik. George Michael står på skuldrene af giganterne, men er alligevel sin egen, og selv om han fx ikke er nogen Marvin Gaye, så er inspirationskilden nær allerede på albummets andet nummer “Father Figure”, der antyder mere end blot ren, æterisk kærlighed – også i stemmeføringen:
I will be your father figure
Put your tiny hand in mine
I will be your preacher teacher
Anything you have in mind, baby
I will be your father figure
I have had enough of crime
Det er et super fedt album, den gode George har skruet sammen her. jeg var aldrig særlig vild med hverken Wham! eller George Michael, da de storhittede i 1980’erne, men ved genhøret er der altså ikke så meget at komme efter. Det er fabelagtig god pop-musik. Stilfærdig de rigtige steder i balladerne, og svedigt, rytmisk pulserende hvor det er nødvendigt, som fx i den mere end 9 minutter lange “I Want Your Sex”. Her kan man godt blive en anelse træt af den firser-typiske percussion-lyd, men altså, det virker fandeme, hvis man ellers er ude efter et statement om sex, frigørelse og kropslig udfoldelse, der i dén grad understøttes af både det mere end godkendte vokalarbejde (hæst og hviskende og, nå, ja; rent ud sagt semi-liderligt) og de inciterende rytmer.
Lidt modhager er der naturligvis og ikke alt rækker ind i himlen. Jeg er fx ikke særlig vild med “Kissing A Fool”, “One More Try” (den er bare grumt kedelig) og “Monkey”, men det går nok. Alt i alt er albummet nemlig en imponerende magt-demonstration af George Michael, der for langt størstedelen af albummets vedkommende selv har skrevet og delvist produceret sangene. Det er egentlig meget godt gået af den unge hr. Michael. Og lad os så endelig ikke glemme, at George Michael havde en vokal, som ikke mange kom op ved siden af. Hold nu k… hvor han dog sang godt!
Selv om albummet ikke kommer ret meget op på pladespilleren – og sjældent befinder sig der længe ad gangen – så er det altså ganske velfortjent blevet et gigantisk aftryk i den del af musik- og især pop-verdenen, der består af glat, velproduceret 80’er-pop. Om det er det mesterværk, det er blevet udråbt til, er jeg på ingen måde den rette til at bedømme, men selv uden dette prædikat var det en fornøjelse at lytte til Faith.