Der findes en hel del politisk vakte og aldeles bekymrede rock- og popstjerner spredt ud over det musikalske parnas, nogle mere overfladiske og hykleriske end andre (ingen nævnt, ingen glemt, men forsangeren i et verdenskendt irsk band kunne nok være en af dem). Blandt dem kan man engang imellem være så heldig at støde på nogle, som ud over rent faktisk at have noget på hjerte, og med et reelt ønske om at ændre det bestående, også formår at give det et udtryk, så gennemslagskraften kommer gennem musikken og udførslen, mere end det bliver et tomt postulat, råbt ud fra scenekanten mellem numrene.
Et sådant band var Midnight Oil. Allerede inden udgivelsen af Diesel and Dust havde bandet opnået mere end blot kultisk berømmelse i deres hjemland, Australien, men med udgivelsen af dette bragede de fortjent gennem lydmuren til verdensberømmelse, hitlister og arena-koncerter. Og det var vel at mærke ikke ved at give køb på idealerne.
Tilblivelsen af Diesel and Dust har næsten mytisk karakter. Forud for indspilningen pakkede bandet nemlig deres grej i et par 4-hjulstrukne vogne og drog på turné i det øde, vilde og befolkningsfattige Northern Territory for at spille koncerter for de indfødte australiere, aboriginerne. Denne oplevelse gav inspiration til stort set alle sangene på albummet, og disse er da også pakket til randen med indignation over aboriginernes levevilkår, fattigdom og det faktum, at kolonisationen (og nej; jeg bruger ikke ordet ‘civiliseringen’) over et par århundreder havde udryddet kultur og ladte hånt om både hævd og ejendomsret og brutalt var trampet hen over en stor gruppe mennesker på en måde, der ikke lod amerikanernes behandling af de indfødte amerikanere ret meget efter.
Dette brændstof fik Midnight Oil antændt på pladen, så ingen blev ladt uberørte; fra første, vrede udladning og guitar-stød i “Beds Are Burning” til den melodiøse og fint turnerede, næsten REM-agtige, albumlukker “Gunbarrel Highway” havde Peter Garrett & Co lytteren i deres hule hånd – også på trods af, at temaet omkring aboriginerne måske var lidt fjerne fra nordeuropæerne og amerikanerne.
Det gør nu ikke så meget; temaet kunne nemlig ret let oversættes til disse breddegrader også; overordnet set var det nemlig nok så meget et kampråb om forfald, klodens tilstand og den evige kamp mellem magthavere og folket, mellem udbytterne og de udbyttede: “How can we dance when our earth is turning / How can we sleep when our beds are burning” var ikke blot linjer i en sang om at give Ayer’s rock tilbage til den oprindelige befolkning; de kan med lethed høres og tolkes løsrevet fra den konkrete kontekst og ind i en universalitet, der kan ramme alle lyttere med en minimal bevidsthed om klodens sande tilstand.
Og selv om man nu måske var en kold skid, der ikke var politisk, økologisk og idealistisk præget i samme retning, kunne man faktisk godt bruge Diesel and Dust til en hel masse. Man kunne fx ignorere linjer som ‘The time has come / To say fair’s fair / To pay the rent / To pay our share’, og så ellers bare danse løs og nyde de energiske udladninger fra et band, der i den grad kunne spille – og spille sammen. Men det kunne selvfølgelig være svært at ignorere titler som “Beds Are Burning”, “Put Down That Weapon” “The Dead Heart” og “Gunbarrel Highway”.
Midnight Oil var så meget rock-n’roll med bevidsthed som man kunne forlange. Og det var fremragende. Selv nu, mere end 30 år efter udgivelsen, kunne jeg ikke lade være med både at synge (og vrænge) med, når det kørte derudaf med de fine riffs, horn og breaks i “Beds Are Burning”, og derudover elsker jeg den overlegne luftighed, høje tempo og gennempoppede melodicitet i “Dreamworld” og “Sometimes” med det dejlige syng-med-bare omkvæd. Resten af albummet er bare fedt, så lad Dem for Guds skyld ikke afskrække af tekster med bid og let støjende guitarer og en snerrende forsanger. Det er simpelthen bare helt almindelig, djævelsk god musik, det her. Det lyder fortsat friskt og skarpt – og det er jo mildest talt ikke fordi temaerne på albummet er blevet mindre aktuelle undervejs.