The Mission var vist næsten lige ved at blive ret store, der på kanten til 1990’erne. Men det blev de bare ikke helt, selv om vi hørte dem en del, da de i 1989 udgav deres største og bedst sælgende album Carved In Sand.
Hørt på afstand kan det godt undre, at de ikke i højere grad blev et navn på både hitlisterne og arenaerne. Der var nemlig både radiovenlighed og stadionrock-potentiale i de engelske goth-rockere. Det var storladen schwung i en eller anden afart af goth, vi havde med at gøre her, og det lyder altså ikke helt skudt ved siden af, sådan rent melodimæssigt og kommercielt tænkt, på fx det nærmeste vi kom et hit, den grandiose “Deliverance”.
Albummet er en balanceret blanding af netop det svulstige stadion-rock og de lige så dampende rock-ballader. Det åbner med en forholdsvis grum sag, “Amelia”, der er let frastødende i sin fortælling om misbrug af børn, men som ellers svinger fint på sin bund af rockende afsky for slige sager, komplet med vrængen og hovedrysten. Forsanger og sangskriver Wayne Hussey er i det hele taget lidt ude i noget med at missionere(!) på Carved In Sand: På “Into The Blue” er det noget med miljøet, og “Grapes of Wrath” stjæler både titel og tema fra Steinbecks roman.
Men altså; måske er der alligevel en grund til, at The Mission ikke nåede rigtig stjernestatus med pladen. “Butterfly On A Wheel” er da en fin ballade, og “Deliverance” som sagt en okay rocker, som ingen rigtig kunne støde sig på, men alt i alt er der noget lidt for konformt og lidt for overfladisk over albummet. Og så er der iøvrigt lige den detalje, at A-siden er betragteligt bedre skruet sammen end B-siden. Faktisk vil jeg vove den påstand, at man ikke behøver vende den overhovedet. Der er tre sange på det album, jeg kunne huske – alle nævnt ovenfor, og alle placeret på side 1 – og resten er vi vist bedst tjent med at forbigå i tavshed.
Så det gør vi med den udgangsbemærkning, at det da alligevel er lidt interessant, at et album som Carved In Sand alligevel gjorde noget ved mig og andre lyttere, da vi hørte det i 1989. Det gør det bare ikke i dag, og deri ligger måske forskellen på de gode og de mindre gode bands, kunstnere og plader. Jeg kan fx også godt huske, at jeg var glad for The Cures Disintegration , der jo udkom samme år – og det er jeg pudsigt nok endnu. Måske fordi det simpelthen bare er et langt bedre album?
Og der var i grunden ikke behov for at sætte et spørgsmålstegn efter den sidste sætning i det foregående. Det var et bedre album. Og The Missions plade er ikke i nærheden af det niveau.