Hvis nu man som lytter tager de meget positive briller på, så kunne man jo sige, at det er djævelsk imponerende, hvordan Joni Mitchell igennem hele sin karriere forsøger at udvikle sig og frigøre sig fra tidligere plader og musikalske retninger. Og på Dog Eat Dog rammer hun for alvor 1980’erne med alt, hvad det måtte indebære.
Tager man derimod de knap så positive briller på, så er albummet ikke særlig godt. Det er faktisk næsten noget skidt. Domineret af alle de rædselsfulde træk og elementer ved firsermusikken, som jeg hader mest, så vælter det ud af højttalerne med synthesizer-lyd, trommemaskiner og monotomt dunkende lyde, pakket ind i masser af ekko og reverb. Det hele lyder, med undtagelse af Mitchells stemme, så kunstigt frembragt og så forfærdende uinspireret, at jeg seriøst havde svært ved at vende pladen for at høre B-sidens udgydelser.
Jeg er med andre ord ikke voldsomt begejstret. Et eller andet sted på det uendeligt store internet læste jeg en kommentar, der stillede spørgsmålet, om dette var “det mest undervurdede værk fra Joni Mitchell””. Det tror jeg ikke, at det er. Hvis vurderingen går på, at det er kedeligt, fantasiløst, konformt og ikke nødvendigvis værd at spilde god tid på, så rammer det faktisk meget godt min egen oplevelse af det.
Det er også svært at forbinde den tekstforfatter, der bl.a. skrev den smertelige “Little Green” og “River” til Blue-albummet med den, der skrev de let ubehjælpelige tekster om krig, reaganisme og alle verdens dårligdomme iøvrigt på Dog Eat Dog. Der er noget anstrengt over det hele, som om Joni Mitchell selv ikke for alvor troede på projektet. Og det er der ikke noget at sige til; det gør jeg heller ikke.
Joni Mitchell er et ikon indenfor moderne musik. Og det er imponerende hvordan hun gennem hele sin karriere forsøgte at forny sig og bevæge sin indenfor forskellige genrer. Det er på samme måde imponerende, hvordan hun ikke ladet sig låse fast i bestemte genrer og udtryk, og man kan på ingen måde frakende hende hverken evner eller talent som komponist og tekstforfatter. Men Dog Eat Dog er bare ikke særlig godt. Det lyder som noget Hall & Oates, Chicago, Genesis, Laura Brannigan og Madonna har fundet sammen om i 1985 for så at forkaste som noget, de ikke kunne være bekendt at udgive.
Sorry….