Der kan siges meget godt om en pladesamlings ret dynamiske status. Den er jo aldrig komplet, og efterhånden som den bliver opbygget og udvidet bliver også plader, som man måske ikke i forvejen har det voldsomme tilhørsforhold til – og som måske i virkeligheden ligger lidt ude i periferien af den smag, resten af samlingen er domineret af.
Det er lidt tilfældet med Joni Mitchells 1977opus, det ambitiøse – nogle ville måske endda sige prætentiøse – dobbeltalbum Don Juan’s Reckless Daughter. Det kom i mit eje under et eller andet raid på et loppemarked, hvor det røg i posen sammen med endnu et Mitchell-album, det ganske anderledes Dog Eat Dog fra 1985, som vi vender frygteligt tilbage til senere. Jeg kendte ikke albummet, men det er i virkeligheden ganske naturligt, eftersom mit kendskab til den canadiske singer-songwriter er begrænset til i virkeligheden kun at omfatte Blue. Men altså det var et dobbeltalbum, jeg erhvervede det for en rund 20’er og så kunne jeg jo ellers få udvidet min musikalske horisont, hvad jeg i en hel del tilfælde er blevet ret glad for at kunne. Og i lige præcis dette tilfælde blev det udvidet ret kraftigt, eftersom jeg jo muligvis havde forventet noget, der lå i naturlig forlængelse af netop Blue: lidt guitar- og klaverspil og så en række sange, der var baseret på hudløse og i flere tilfælde selvudleverende tekster.
At dette ikke var tilfældet kunne jeg så forvisse mig om allerede på albummets åbningsnummer “Ouverture – Cotton Avenue”. Det åbner fint og genkendeligt med nogle guitarfigurer på akustisk guitar, men derefter bevæger det sig over i noget, man med en vis ret kunne kalde nyjazzet på en let bluesy baggrund, heftigt styret af en – iøvrigt teknisk fremragende og let eksperimenterende – bas, der gennem hele albummet simpelthen leveres fremragende af Weather Report-bassisten Jaco Pastorius. Resten af albummet er på samme måde præget af moderne jazz som mere end bare inspirationskilde; det er let funky, meget søgende og for det meste glimrende udført, med den 16 minutter lange “Paprika Plains” – der fylder hele side 2 på albummet – som noget, der ligner et decideret svendestykke.
Med andre ord; Joni Mitchell er på Don Juan’s Reckless Daughter langt fra den 27-årige unge kvinde, der 6 år tidligere udgav det, der senere skulle blive et ikonisk album indenfor singer-songwriter-genren. Der er reminiscenser af dette på pladen – fx kunne “Otis And Marlena”, ihvertfald godt lyde som noget fra samme periode og album – men ellers ligner albummet et brud med netop dette. Lidt som om Mitchell meget bevidst ville gøre op med det image og den opfattelse, publikum havde fået af hende.
Den del lykkedes, må man sige. Spørgsmålet må så være, om det også er vellykket som plade?? Personligt er jeg ikke specielt vild med albummet; det er alt for langt, stritter i lidt for mange forskellige retninger og så er jeg bare ikke fan af den der kobling mellem ny- og fusionsjazz koblet med noget verdensmusik (hør fx den oppulente “The Tenth World” og den efterfølgende, lidt mere kække “Dreamland”) og udsat for Mitchells stemme, uanset om hun blot hvisker lyde, synger med indlevelse som på Blue eller klager ordløst hen over bongo-trommerne. Men altså, det er ambitiøst tænkt, glimrende udført på de præmisser, det nu er lavet under, sådan rent musikalsk, og der er i en hel del af kompositionerne noget, man sagtens kan anerkende som glimrende musik. Det er altså bare ikke lige noget, jeg gider høre ret tit.
Man altså; jeg er helt vild med Jaco Pastorius’ basspil. Så om ikke andet kan man da høre pladen for netop det.