I slutningen af 1980’erne konkurrerede Midtfyns Festival ved Ringe med Roskilde Festival om at være Nordeuropas største musikbegivenhed. Ungdom i hobetal strømmede til for at høre en lang række af tidens populæreste bands og kunstnere, og man kunne være ret sikker på at finde noget, der faldt i ens smag, for Midtfyns var af den folkelige slags; her var ikke så djævelsk meget avantgarde, men til gengæld var her en masser af storsælgende mainstream-navne indenfor moderne pop og rock.
1990 var i den forstand en glimrende årgang. Her var toppen af den danske pop repræsenteret ved både Gnags, Johnny Madsen og Thomas Helmig (og naturligvis Shu-Bi-Dua, der som tradition altid lukkede og slukkede festivalen), og fra udlandet kom store navne som Gary Moore, Bryan Adams, Alice Cooper, Bob Geldorf, Mother’s Finest – og Alannah Myles.
Hun debuterede med dette selvbetitlede album året før, hvor hun bragede igennem med ikke mindre end fire hitsingler fra samme plade, herunder smasheren “Black Velvet”, der strøg ind som nummer 1 på en lang række hitlister rundt omkring i verden. Der var tydeligvis salg i en halvhårdt rockende, sorthåret kvinde, der nok kunne tælle til fire og ikke var for fin til at lige at smide lidt guitar-lir ind som solo midt på en ellers udmærket sang.
Lad os skynde os at blive enige om, at “Black Velvet” var et fedt nummer. Alannah sang som en blanding af Grace Slick fra Jefferson Airplane og Joan Jett, og selv om det kunne virke let manieret til tider, så sad den altså lige i øjet på dét nummer, der iøvrigt efter sigende handlede om Elvis. Der er ikke noget at sige til, at man kunne høre den sang alle vegne den sommer – også selvom man måske ikke lige var draget til Ringe. Den blev holdt oppe af en ret fin, tung og semi-sexet basgang og et omkvæd, der var lige til at skråle med til. Det var med andre ord en velfortjent hitliste-basker.
Det var så ikke den eneste. “Still Got This Thing”, “Lover Of Mine” og “Love Is” ramte alle top 40 i USA, selv om jeg med skam at melde må erkende, at det kun var den sidste, jeg kunne genkende, da pladen kom på grammofonen i denne omgang. Den er såmænd også fin nok, men den er altså ikke i nærheden af at ramme de sexede højder, som “Black Velvet” kunne.
Helt ærligt; sådan havde jeg det faktisk også med resten af pladen. Alannah myles synger godt, og hun ramte tydeligvis en nerve – og en guldgrube? – med udgivelsen af debut-albummet. Men hørt ud i en køre er det hele en lille smule ensformigt og let trættende. Der er rock’n’roll-attitude på skidtet, smæk for skillingen sine steder og så har hun allieret sig med sangskrivere og musikere, der kan deres kram. det forhindrer dog ikke det hele i at lægge sig i midtersporet af al den øvrige langhårsrock og -pop, der blev udgivet i de dage. Og det hæver sig ikke for alvor over middelmådigheden.
Men jeg er sikker på, at det var en god festival på Midtfyn, der i 1990.