Det kan være ganske risikabelt at have et brødrepar i et rock-band, og det kan være sin sag at holde bandet på plads, når søskendestridighederne fyger over guitarer, trommer og mikrofon. Den evige soap-opera mellem Oasis-brødrene Gallagher taler sit tydelige – og udefra set af og til ret morsomme – historie, men også Jim og William Reid fra The Jesus And Mary Chain havde vist deres at se til.
Når ét sæt brødre på den måde kan true eksistensen af et band, skal der altså mere end almindeligt mod til at danne et band, hvor den musikalske grundstamme udgøres af hele to brødrepar, men det er ikke desto mindre, hvad The National nu har præsteret at holde gående i næsten tyve år siden de blev dannet i Ohio i 1999. Her udgøres rytmegruppen af Scott og Bryan Devendorf på hhv. bas og trommer, mens guitarerne og keyboards betjenes af Aaron og Bryce Dessner. Forsanger og tekstforfatter Matt Berninger er således den eneste uden familiære bånd i den konstellation.
Det er nu gået meget godt indtil nu. Faktisk på et niveau, hvor The National på et tidspunkt næsten opnåede at være alle danskeres yndlings-indie-band, perfekt til at sludre afdæmpet og drikke rødvin til – på en af de mange festivaler, de efterhånden har optrådt på (har der siden 2007 været en sommer, hvor man ikke har kunnet finde The National på en eller anden festival i Danmark?) eller stilfærdig afspilning i baggrunden ved middagsselskabet.
Det skal være både bandet og deres publikum vel undt, for det er faktisk en række ret gode albums The National har spyttet ud – og det gælder sandeligen også de albums, der ikke har indeholdt et monsterhit som ”Bloodbuzz Ohio”. Et af disse er Alligator, som The National udgav som deres tredje i 2005. Og det er et godt album. Så er det sagt, og hvis De kun er ude efter en anbefaling, så behøver De jo egentlig ikke læse ret meget videre.
Matt Berninger har som den primære forfatter skrevet teksterne til en række gode, i de fleste tilfælde let afdæmpede, rock-numre i en stil, man vel kunne kalde forfinet garage-indie; her er hørbare guitarer – både som riffs og som lettere melodibærende – gode anstrøg af keyboards og så en rytmesektion, hvor det er tydeligt, at både bas og trommer er tænkt ind som mere end blot rytmebærere på 2 og 4. Især Bryan Devendorf brillerer på trommerne på en måde, hvor de i langt højere grad er medspillende, og gerne forskellige i både rytme, fills og trioliseringer fra nummer til nummer, og som i virkeligheden påkalder sig en del opmærksomhed fra selv en ikke specielt opmærksom lytter.
Berninger synger godt, og hans stemme – der ligger mellem en fin baryton og en lidt mørkere bas – passer perfekt til både de messende eller fortællende tekster som på åbneren ”Secret Meeting” med de vidunderlige – og ret karakteristiske – linjer ’And now, I’m sorry I missed you / I had a secret meeting in the basement of my brain’ og på den voldsomt rockende ”Abel”, hvor Berninger vrænger og snerrer omkvædet ud, så man jo nok forstår, at ikke alt er, som det skal være:
Well, my mind’s not right, my mind’s not right
My mind’s not right, my mind’s not right
My mind’s not right, my mind’s not right
My mind’s not right, my mind’s not right
Så blev man så meget klogere – men det er altså et fedt nummer, og det bliver leveret, så man tror på det. Det gør det også på dødspop-nummeret ”Karen”, med den fine klaverfigur og en tekst, der forræderisk indledes med en tekst, så man tror på det rene og fine og smertefulde (og kyske?) i længslen og frustrationen, der så dog forstærkes undervejs:
Karen put me in a chair, fuck me and make me a drink
I lost direction and I’m past my peak
I’m telling you, this isn’t me, no this isn’t me
Karen believe me, you just haven’t seen my good side yet
Der er mange gode numre på Alligator. Faktisk er det alt sammen gode numre, og det er svært at udnævne favoritter, om end det hos undertegnede sagtens kunne være ”The Geese of Beverly Road”, “Mr. November” eller føromtalte ”Abel”. Berningers tekster kan for nogle synes frustrerende fortænkte, men de er alle indeholdt i et fint lyrisk hverdagssprog – og så er det altså lidt fedt, at man som lytter gerne må tænke – og digte – med. Der er lidt Joy Division møder Leonard cohen møder Velvet Unmderground over stemning, ord og levering – som ikke mindst den let tilbageholdte vokal understreger. Og lad os endelig ikke glemme musikken, der for det meste sidder ret præcist i skabet, uanset om vi kører minimalistisk ’barok’-ensemble eller om vi er ude i det mere rockede.
Men det får vi nok lejlighed til at dykke mere ned i, når vi kaster os over de næste albums