Man behøver faktisk ikke være specielt syre-rock-orienteret for at nyde Baby Woodroses seneste udspil, Freedom. Til gengæld gør det ikke noget, hvis man bare er sådan helt almindelig glad for musik i almindelighed og rock i særdeleshed. Og hvis man nu har en hang til forvrængede guitarer med fuzz-pedaler (og rigeligt af det), så er man i smult vande, når man er i selskab med Lorenzo ‘Guf’ Woodrose og vennerne.
Det er nemlig et bragende godt rock-album, Baby Woodrose har skabt her. Og selv om det fortsat er Lorenzo Woodrose, der er i centrum af begivenhederne på såvel guitar som den – måske let oversete – fremragende rock-vokal, så lyder det som en ualmindelig helstøbt band-indsats på Freedom. De fleste af skæringerne, måske mest hørbart på side 1, er noget, der ganske simpelt er primal-rock med et twist til det garagerockede. Det er melodiøst, med sindssygt fængende hooks, og instrumenteret klassisk med guitar, bas trommer og orgel.
For eksempel er det tredje nummer på albummet, “Open Doors” noget, der er det tætteste man kan forestille sig Baby Woodrose komme på et radiohit. Med en bastant og næsten hypnotiserende lilletromme, der hamrer løs på alle fire taktslag, har den et ualmindeligt syng-med-bart omkvæd, hvad enhver, der har overværet en Woodrose-koncert kan bevidne. Også albumåbneren “Reality” med de uforglemmelige linjer ‘I don’t believe in the concept of reality’, swinger for fedt, og prøv engang selv at få “Mind Control Machine” ud af hovedet, når De først får hørt den et par gange.
I sideprojektet Spids Nøgenhat kan Lorenzo Woodrose skrive tekster på dansk, der har en konstant undertone af social og politisk kritik, der subtilt lurer rundt om hjørnet. Også i Baby Woodrose kommer denne til udtryk, men når det ikke foregår på modersmålet, bliver den måske lidt mere bastant. Det gør måske ikke så voldsomt meget, for vi kan jo alle forholde os til at være slaver af det 21. århundrede (se fx hvordan i musikvideoen til “21st Century Slave”) eller være fanget i en virkelighed, vi ikke kan forstå eller forholde os til. Men hvor ordene fejler, tager musikken over, som en dansk musikfestival har fortalt os, og det kan vi kun være glade for, for det er god musik, der – på trods af de dystre tekstlinjer – ganske simpelt gør lytteren glad i låget. Hvis man vel at mærke er til guitarbaseret, semi-hård rock. Og det er jeg.
Først i afslutningen finder vi det mest syre-rockede nummer, “Termination”, der får lov til at folde sig helt ud over mere end 8 minutter. Det er simpelthen bare et fedt nummer, som jeg havde fornøjelsen af at høre leveret live sidste sommer, komplet med vilde guitarer, orgelbund og mystiske lyde og spillet på et volumenniveau, der var tæt på smertefuldt. Dét var tæt på at være en ud-af-kroppen-oplevelse, som jeg håber bliver gentaget på Roskilde i år.
Baby Woodrose har eksisteret i 15 år nu, og selv om den almindelige opfattelse på kulturparnasset er, at rocken ikke længere har noget at tilbyde den moderne lytter, så er det som om Baby Woodrose ikke rigtigt gider lytte. Det er jeg glad for, for det betyder forhåbentlig, at de tikke er sidste gang vi får dem at høre. På plade eller ude i den virkelighed, som Lorenzo ikke rigtig tror på konceptet af.