Der findes plader, som man ikke erindrer, hvornår man har købt. Eller for den sags skyld; hvorfor? Til gengæld har jeg en forholdsvis klar erindring om, hvornår jeg sidst hørte den canadiske super-gruppe Bachman-Turner overdrives største succes Not Fragile.
Det var en aften for alt for længe siden (25 år+), hvor undertegnede og en datidig kammerat besluttede os for at tømme en flaske ouzo hjembragt fra det græske og skylle den ned med adskillige Pokal-pilsnere – eller hvilket discount-mærke, der nu var råd til på SU dengang. Undervejs i seancen hørte vi naturligvis høj musik, og mellem Pearl Jam, Stone Roses og den obligatoriske Doors-plade hev han pludselig BTO-albummet frem, og – alt andet lige – jeg tror det er længe siden, jeg har danset, hoppet og sunget så højt.
Det bør næsten tilskrives ouzoen, for ved genhør er der alligevel ikke så meget spræl i Not Fragile, men hvad fa’en; natten var kort, vi var glade og vi havde begge et eller andet forhold til bandet og pladen, eftersom vi begge kunne synge med, så det var vel undskyldeligt i alle henseender.
Men altså; BTO bragede igennem på det nordamerikanske kontinent – og lidt senere i Europa – i midthalvfjerdserne med først singlen “You a’int Seen Nothing Yet” og derefter albummet, der rent faktisk opnåede en førsteplads på Billboards albumhitliste. Og det må have faldet på et tørt sted; den guitarbaserede rock må have været en lise for rock-hovederne i USA, klemt inde som albummet var på hitlisten mellem Beach Boys, Olivia Newton-John, Baryl White og Carole King.
Musikken er nemlig ren og skær uforfalsket rock’n’roll i den klassiske forstand, med hovedvægten lagt på guitaren, incl. de obligatoriske soli, og så ellers bare deruda’. Stilen er et eller andet sted midt mellem AC/DC og Creedence Clearwater Revival, så på den måde er det jo godt nok, ikke? Og så er der nogle faktisk ret fede – og simple – guitar-riffs undervejs. Lyt bare til introen på titelnummeret.
Alt i alt: et album i tidens toneklang, som det engang hed på statsradiofonien.