Inden det rockhungrende publikum for alvor skiftede over til hhv. de lidt mere hårdtrockende Guns ‘N’ Roses eller alt-/indierockerne fra R.E.M. og U2, var rockscenen domineret af den såkaldte puddelhunderock; up-tempo radiovenlig rock’n’roll på en baggrund af guitarer og keyboards, som oftest udført af fire-seks unge mænd med en mere end almindeligt imponerende hårpragt. Def Leppard og Whitesnake er kendte eksempler fra genren og i den lidt blødere ende kunne man finde fx Europe og herhjemme Skagerrack og Fate.
Night Ranger var i samme boldgade, omend de var et lidt ubeskrevet blad på disse breddegrader. De havde indspillet tre albums, der alle havde solgt rigtig pænt på den anden side af Atlanten, ikke mindst hjulpet godt på vej af powerballaden “Sister Christian”, der blev et solidt hit. Med Big Life skulle de helt ud over rampen, også i Europa, så efter et kort stykke tid dukkede albummet også op i den lille provinsby, hvor vi unge mænd jo også havde ørerne rettet mod alt, hvad der lignede ny musik, der kunne tilfredsstille trangen til rock.
Det er muligt, at Night Ranger kunne det i 1987, men helt ærligt; det kan jeg ikke huske. Faktisk kunne jeg ikke huske ret meget af albummet, da det blev lagt på i denne omgang, og jeg bilder mig ind, at det muligvis skyldes, at jeg allerede dengang trods alt havde lidt smag – og at det derfor ikke blev spillet ret tit. Det er nemlig ikke en særlig god plade. Og da slet ikke i nærheden af føromtalte frontrunners fra Whitesnake og Def Leppard.
Noget af det pæne, man kan sige om det er, at det er en fin dusinvare indenfor genren. Der files lystigt løs på alle seks strenge på guitaren, der tæskes i trommerne og der er fine, hook-lignende keyboard-riffs hele vejen igennem. men der er ikke noget, der for alvor stikker ud, hverken lyrisk eller musikalsk.
Albummet blev ellers hjulpet godt på vej af et bestillingsarbejde. Night Ranger havde tilstrækkelig meget gang i karrieren til, at de blev bedt om at indspille tema-sangen til en nu næsten glemt yuppie-komedie om let tjente penge og moral med Michael J. Fox i hovedrollen. ‘The Secret of My Succes’ blev skrevet til filmen af samme navn, men alas; bandet blev godt og grundigt snydt i den endelige version af filmen, hvor Katrina and the Waves ‘Walking on Sunshine’ i sidste ende blev foretrukket.
Sangen blev dog alligevel til et pænt hit og fik sin del af rotationen på MTV (der fortsat præsenterede musik på dette tidspunkt), og det var da også det eneste af de 9 tracks på albummet, jeg genkendte og nikkede lidt i takt til. Men det skal I nu ikke lad jer snyde af; det er ikke en god plade, og det er ikke kun fordi tiden ikke har været nådig ved puddelhunde-bandene. Det handler i lige så høj grad om, at hookene ikke helt når derop, hvor samtidige stadionrock-bands nåed eop, at melodierne savner det, der gør dem uforglemmelige eller blot gode (substans?), og at det hele iøvrigt lyder som alt muligt andet gjorde, dernede i 1987. Men altså; det er jo nogle flotte fyre, der pryder coveret, ikke?