Som så mange andre, hvis formative år i musikken fandt sted i 80’erne og 90’erne, blev grunge-musikken også for denne skribent et vendepunkt af dimensioner. Rocken havde hidtil været domineret af tung-rockere med rødder i blues- og folkemusik, heavy metal med tilhørende sub-genrer (thrash-, speed og death-metal) og så firsernes puddelhunderock med glanspolerede guitarfræsere og falsetsyngende, permanentede pyntedukker i front.
Rocken var aldeles ikke død, viste det sig, men nu fik den et andet udtryk, som tydeligvis talte til ungdommen i de tidlige 1990’ere. Nirnavas Nevermind, Pearl Jams Ten og Soundgardens Badmotorfinger var bare nogle af de bands og albums, der fornøjet – eller snarere desperat – sparkede døren ind til teenageværelserne og mindede om, at der fortsat var nogle, der kunne give stemme til alle ungdommens kvaler.
Det gjorde grungen, der som nogle hævder ikke var en decideret genre, men et udtryk for en livsstil og -opfattelse, mere end den var domineret af nogle musikalske træk. Det er en diskussion, jeg ikke nødvendigvis behøver gå ind i, men hvis det ikke er genrebetegnelse, så er der dog nogle fællestræk, der går igen på tværs af de forskellige bands, specielt i de år, den opstod. Det handlede om fræsende, frådende og snerrende guitarer i – som regel – ret højt tempo, tekster centreret om fremmedgørelse, manglende selvværd, misbrug og generelt mismod, og et udtryk, der var kraftigt inspireret af hhv. punk og den hårdere rock.
Lige præcis disse træk er lette at finde på Nirvanas debut, Bleach. Som så mange andre var jeg blevet introduceret til Nirvana gennem deres andet album, Nevermind, der bragede igennem stratosfæren et par år efter debuten, så Bleach blev først hentet ind til pladereolen senere, og lad det være sagt med det samme; jeg har altid holdt mere af opfølgeren (og faktisk også Unplugged…) end af denne.
Det skal dog ikke tage noget fra Bleach, der selvom det ikke er et blivende, ikonisk rockhistorisk monument som Nevermind, dog tydeligvis er Nirvana. Og det har da også masser af både gode numre og de elementer, der findes på de senere udgivelser, men det er mere lyden af et band, der er ved at finde sin form, end det er et uomgængeligt mesterværk.
Kurt Cobain havde tydeligvis et fint øre for den gode melodi, hvad enhver kan forvisse sig om på den bedste skæring på albummet, “About A Girl”, der sagtens kunne være hentet fra Lennon/McCartneys bagkatalog i den fine pop-sag, hvis man iøvrigt ser bort fra jegets misogyni. Og tekstlinjer, desperat vrænget ud mellem støjende guitarriffs, som ‘No recess’, der bliver gentaget som et ur-skrigsmantra på “School” demonstrerer til fulde, hvor desperationen stammer fra. Og så er der jo den næsten arketypiske tidlige grunge-sag “Negative Creep”, hvor netop den ordfattige lyrik indkapsler det meste af grungens selvbillede med ordene ‘I’m a negative creep and I’m stoned’.
Sagt i korthed; selv om jeg måske ikke har Bleach som mit favorit-album med Nirvana, så er det en fin plade, som af og til kommer op at vende på pladespilleren. Selv om nogle af numrene – især på side 2 – tenderer til at blive mere rene heavy-numre, så er det en dejlig udladning af rå energi og en genoptaget punk-vrængen ad the establishment. Det kan man jo altid have brug for, og så er der jo den der dejlige detalje med, at tilblivelseshistorien for albummet er nærmest mytologisk; indspillet for 600 dollars i et lille studie og udgivet af det uafhængige Sub-Pop pladeselskab, for hvem Bleach blev det både kunstneriske og kommercielle højdepunkt. Det havde Nirvana fortsat til gode, men det fik de til gengæld så rigeligt, da de skilte sig af med trommeslager Chad Channing og udgav opfølgeren Nevermind.