Da den 15-årige søn en dag kom ind i stuen, hvor radioen spillede, konstaterede han forholdsvis tørt, at det da vist var ‘Lithium’ med Nirvana fra albummet Nevermind. Det havde han fuldstændig ret i, og det er en af de udfordringer, der er ved at skrive om de plader, man har stående i reolen, for hvad kan man vel i virkeligheden skrive om et album, der både i samtiden og nu – næsten 30 år senere – har ikonisk, vel næsten mytologisk, karakter, lige fra førstesinglens vilde energi og urkraft på baggrund af et fint melodisk popnummer til albumcoverets svømmende baby, der bliver lokket af en endollar-seddel?
Nirvanas andet album ramte mig, som det var tilfældet med en hel del andre i min generation, som med en klaphammer mellem øjnene. Jeg tror ikke, at jeg havde erkendt, at jeg var træt af den hidtidige rock- og pop-formel, men selv om Nevermind ret beset først og fremmest er et godt, solidt rockalbum uden de helt store dikkedarer, og selv om de står på skuldrene af Pixies, Black Flag, R.E.M. (og The Beatles?) og alt, hvad der ellers havde rørt sig på musikscenen gennem 70’erne og 80’erne, så lød albummet alligevel som om rocken pludselig havde fået et helt nyt udtryk – og en ny stemme, der kunne tale durk ned i ungdommens selvforståelse og give alle kvalerne, festerne, glæderne og fremmedgørelsen overfor forældre og det forlorne burgeoisie.
Ikke, at det var noget, der rørte sig i hovederne på os, da vi første gang hørte – og aldeles øjeblikkeligt købte – pladen. Snarere var jeg vist bare glad for at høre en plade, der var så smækfuld med vild, rå energi, forvrængede guitarer og trommer, der tonser og pisker deruda’ og så en stemme, der kunne spytte, vrænge, råbe, snerre og ikke mindst synge, så det gik direkte i blodbanerne.
På det tidspunkt var MTV også i Danmark hovedleverandøren af det nye musik – for det var dét, MTV gjorde dengang, altså formidlede musik via musikvideoer. Her bragede første-singlen “Smells Like Teen Spirit” igennem med en video, der vist nok var kraftigt inspireret af Nirvanas koncerter, og hvor det simple set-up var, at trioen spillede på gulvet, mens det unge publikum ganske simpelt gik amok. Den tøjlesløse energi og løssluppenhed gjorde et gevaldigt indtryk, og det samme gjorde det fængende nummer, der skiftede mellem stilfærdig, næsten ballade-agtig ‘standard’-rock på A-stykket, og derefter bare smadrede igennem på omkvædet, perfekt til headbanging og alle former for kropslig udladning, inden vi igen gik ned i tempo og kunne få vejret. Og hold nu kæft, hvor var det godt.
Og det blev bedre, da man fik anskaffet sig pladen. Fire rene singler og en perlerække af gode sange gjorde, at det forudsagte salg af 250.000 eksemplarer af albummet blev gjort rent til grin; Nevermind har til dato solgt over 30 mio. eksemplarer, og når man hører numre som “In Bloom”, “Come As You Are”, førnævnte “Lithium” og den sært smægtende “Polly” med den let kryptiske tekst sammen med med mere ‘rene’ punk-sager som “Territorial Pissing” og “Breed” er det faktisk ikke så mærkeligt. Albummet er fyldt til randen med gode numre, og selv om det ikke er uden fejl og svagheder, så er dets status som rock-milepæl aldeles velfortjent.
Det er muligvis ikke et mesterværk, men det er en djævelsk god plade, og så ramte den altså bare helt rigtigt i timing, udførelse og samtid. Jeg er ihvertfald fortsat ret begejstret. Om det så skyldes historikken – albummets og min egen – eller de musikalske kvaliteter må være op til eftertiden at bedømme.