Det er ikke meget hip-hop af hverken nyere eller ældre dato, der har fundet vej til pladereolen. Jeg har efter al sandsynlighed været for gammel (allerede dengang), da hip-hoppen blev først ungdommens vrede, oprørske stemme og derefter mere mainstream og simpelthen den genre, en stor del orienterede sig imod – og som blev inkorporeret i alle andre genrer og fandt vej ind i R&B, funk og generel urban music. Jeg orienterede mig derudover mere mod rocken og dens sub-genrer, og alene af den grund fandt jeg kun sjældent vej til hip-hoppen.
Det havde jeg til gengæld venner og bekendte, der gjorde, så jeg kunne jo ikke undgå at opdage, at der skete noget også i dén musikalske retning via navne som Beastie Boys, Public Enemy og, i en noget mere rockende retning, Faith No More. Og på et eller andet tidspunkt dukkede så N.W.A. op, da de i slutningen af 80’erne bragede igennem med det album, der om noget kom til at definere gangsta-rappen, Straight Outta Compton. Den plade købte jeg så langt senere, efter al sandsynlighed ud fra nogle tanker om hhv. at genkalde mig stemningen fra andre, mere uskyldige, tider i min ungdom og fordi jeg, selv med min begrænsede indsigt, opfattede netop netop dét album som en klassiker – og dem skal der jo være plads til i reolen.
Hånden på hjertet, så er det ikke den plade, der oftest bliver lagt på pladespilleren. Ikke fordi det er dårligt, for det er det mildest talt ikke, men snarere fordi jeg stadig orienterer mig i andre musikalske retninger – og så måske lidt fordi, jeg ret hurtigt bliver ‘mæt’ af beats, breaks og rap, der for mit utrænede øre, der ikke værdsætter det i tilstrækkelig grad, bliver sådan lidt ensformigt undervejs. Men når jeg så har fået lettet hjertet for den bekendelse, så er Straight Outta Compton faktisk et fedt album på egne præmisser.
“You are now to witness the strenght of street knowledge”. Sådan indledes titelnummeret, der åbner albummet og sætter både den musikalske og tekstmæssige tone for resten af albummet. På en funky og ualmindelig solid bund drøner Ice Cube, Eazy-E og MC Ren derudaf i vilde – og sømfrit afleverede – tekster om alle former for lovløshed, anti-politi og misbrug af kvinder (det var vist inden #metoo):
I find a good piece of pussy and go up in it
So if you’re at a show in the front row
Ima call you a bitch or a dirty-ass ho
You’ll probably get mad like a bitch is supposed to
But that shows me, slut, you’re composed to
A crazy motherfucker from the street
Så er vi ligesom i gang. Og mesterstykket med hvad der lyder som ægte harme, rettet direkte mod politiet som talerør og repræsentant for et samfund, der er diskrimenerende og intet forstår – og næsten som en foregribelse af begivenhederne omkring arrestationen af Rodney King et par år senere – følger umiddelbart efter i den sindssygt catchy “Fuck tha police”. Det er ikke et almindeligt ungdomsoprør, vi hører, når Ice Cube vrænger ‘Fuck the police comin’ straight from the underground / A young nigga got it bad ’cause I’m brown’, det er beskrivelsen af, hvordan en ung, farvet mand i L.A. er placeret midt i en eskalerende race-funderet konflikt, hvor politiet i ren default ‘Thinkin’ every nigga is sellin’ narcotic’. Efterfulgt af “Gangsta Gangsta” er de tre numre iøvrigt en af de stærkeste åbninger på et album; uden at se sig tilbage lægger de stilen for et årtis gangsta-rap.
Det er ikke underligt, at Straight Outta Compton kunne tale direkte til store dele af sit kernepublikum, unge, farvede i storbyerne, der kunne identificere sig 1:1 med de vrede, kompromisløse tekster – iøvrigt afsindigt musikalsk leveret hele vejen igennem. Man kunne måske så undre sig over, at det også blev et mainstream-hit, der i dag er anderkendt som et af de 200 bedste albums i musikhistorien. Og så alligevel ikke. Hele pladen emmer formelig af musikalsk overskud; der samples lystigt hen over soul, cool jazz-beats, næsten naivt doo-wop og (selvfølgelig) Marvin Gaye, og hen over det – og de uundgåelige 80’er-scratches – flyder teksterne og fortællinger i smældende kaskader, kompromisløst og rytmisk uimodståelige på en så smittende måde, at man som bedsteborger på vej ned i Rema 1000 efter køkkenrulle næsten får en ubetvingelig trang til at stirre olmt på de ordenshåndhævere, man måtte støde på.
Det kan godt være, at pladereolen ikke bugner af hip-hop eller old-school gangsta-rap, men hvis der endelig skal være en repræsentant for dén genre, er jeg alligevel ret glad for, at det er Straight Outta Compton, der har fået pladsen.