I mange år gik jeg rundt og troede, at The Band var The Band – og hed sådan – fordi deres eksistensberettigelse var, at de var Bob Dylans backingband fra dengang han gik elektrisk. Sådan i forståelsen: “Bob Dylan & His Band”. Det er da også sandt, at det var medlemmer fra The Band, der backede ham, da han skiftede fra akustisk folke- og protestsang til det mere rockede, men hvad jeg ikke vidste dengang var, at The Band var et band. I egen ret, med egne numre og med en stor indflydelse på moderne musik.
Det behøver jeg naturligvis ikke fortælle denne sides højt begavede læsere, velbevandrede i musik, som de er, og det er da også bare for at forsøge at undskylde egen uvidenhed. Og så er der lige det faktum, at The Band har været fraværende en del år i min pladesamling, faktisk helt fra dengang, kassettebåndene røg ud. Dengang havde jeg nemlig en kopi-overspilning af deres afsluttende koncert, The Last Waltz samt deres andet album The Band stående i samlingen af kassettebånd.
Det skulle der naturligvis rådes bod på, så da Music From Big Pink dukkede op i et ret fornemt genoptryk, anskaffede jeg mig den naturligvis, iøvrigt sammen med både The Band og The Last Waltz – sidstnævnte dog i en brugt udgave – og dermed er min samling af albums med The Band ved at være respektabel, omend ikke komplet.
Music From Big Pink er sådan set The Bands debut-album, men det skal man ikke for alvor lade sig snyde af. Der er ikke meget ufærdigt, famlende eller usikkert over den plade, hvad der muligvis skyldes, at medlemmerne havde spillet sammen i et eller andet omfang siden 1958. De havde primært begået sig i noget rythm’and’blues og rockabilly sammen med Ronnie Hawkins og havde spillet især de canadiske spillesteder tynde i mange år. Det var derfor en samling særdeles kompetente og rutinerede musikere i Levon Helm, Robbie Robertson, Rick Danko, Garth Hudson og Richard Manuel, der i 1968 entrerede kælderen i deres hus i Woodstock og indspillede Music From Big Pink.
Det er en god plade, og den kan jeg godt lide. Hørt på 50 års afstand er den stadig opkvikkende frisk, og hvem skulle nu tro det om et album, der har banjo og violin med, spredt rundt omkring på de forskellige numre? Stilen er en slags country-rock, ofte ret neddæmpet i tempoet, med fokus på den gode melodi, stabil instrumentering i guitar, bas, trommer, klaver og engang imellem en fin horn-sektion og lidt orgel. Det hele serveret afslappet og charmerende og på en måde, så det bliver ret tydeligt, hvad fx The Eagles og Bruce Springsteen langt senere var inspireret af.
Det er svært at pege på favoritter på albummet, eftersom jeg altid hører det fra ende til anden, og eftersom det hverken er det ene eller andet nummer, der er blevet voldspillet i radioen (og iøvrigt; er det ikke lidt af en skandale?). Men hvis man nu skal pege på noget, så er “The Weight”, der afslutter side 1 på pladen vel noget, der nærmest er en arketypisk The Band-sang. Ikke nødvendigvis noget, der rent tekstmæssigt giver megen mening, men det er vist noget med rastløshed, manglende mål og at leve ‘on the road’. Men det er en fabelagtig god sang.
Det er “I Shall Be Released” også, men den er jo oftest hørt med Bob Dylan – der iøvrigt også er ophavsmand til den – og også den hævngerrige “This Wheel’s On Fire” holder fint. Åbningsnummeret “Tears of Rage” er både smertelig og fængende, og helt ærligt; måske er det bare sådan, at der ikke er ét svagt nummer på det album?
Music From Big Pink er en født klassiker indenfor americana. Og måske var det i virkeligheden The Band, der opfandt den genre? Helt generelt gjorde de ihvertfald noget med musikken dengang; efter sigende skulle Eric Clapton, efter at have hørt pladen, have udtalt, at han ihvertfald aldrig mere ville spille med Cream… Og det er da en impact, der vil noget. Og skulle vi så ikke lige blive enige om, at et 50-års jubilæum for en klassiker er værd at fejre? Så hvis De nu har den stående, så sæt den endelig på, skru op, og læn Dem tilbage og nyd det hele en gang mere.
NB: Det var ikke kun som komponist og tekstforfatter, at Bob Dylan var inde over albummet. Det meget fine – og ret naivistiske – cover, der jo tydeligt forestiller de forskellige band-medlemmer, er således malet af His Bobness himself. Og selvom det er et meget fint cover, så var det måske alligevel meget godt, at Dylan fandt sin levevej i musikken snarere end billedkunsten.