Med al den gode stoner-vibe, vi kunne få ud af Mike Oldfields debut-album, Tubular Bells, måtte vi naturligvis også lytte til de andre af hans storladne eposer, og derfor lå det jo lige til højrebenet at anskaffe sig hans tredje album, Ommadawn. Og på trods af, at det er mere end tyve år siden, jeg sidst lagde pladen på, så var det faktisk – og til min overraskelse i højere grad, end det var tilfældet med Tubular Bells – et aldeles glimrende genhør.
Oldfield har på ingen måde glemt håndværket, og også på dette tredje album i eget navn – indspillet på lige så mange år – er det mesteren selv, der håndterer langt de fleste af instrumenterne. Han har dog hidkaldt lidt hjælp til både koncept og instrumenter, og således finder vi udefra kommende musikere på bl.a. blokfløjte, cello, panfløjte, trompet og en irsk sækkepibe, som jeg ikke helt kan forlige mig med på ‘Part 2’. Dertil kommer tre percussionister, der spiller afrikanske trommer, og dét er i særklasse en gevinst for sidste halvdel af ‘Part 1’, der drives frem af netop disse og så det kvindelige kor, der synger vrøvle-irske tekster.
Også på dette album er der kun to titler; på a-siden finder vi ‘Part 1’ og på b-siden – tadaaah – ‘Part 2’. Dette er dog lidt en tilsnigelse, for afslutningsvis er der faktisk noget, der lyder som en selvstændig sang, dog uden titel, der på smuk naivistisk vis hopper derudaf i en hyldest til at ride på heste i det engelske landskab. Eller; måske er den i virkeligheden ikke specielt naiv, men let psykedelisk. Teksten kan ihvertfald dobbelttydes, når der optræder linjer som “I’d rather be with you than flying through space” og “Some are short, and others are tall / some hit their heads against the wall / but it doesn’t really matter at all / When you happen to be on horseback”. Det kunne faktisk godt lyde lidt som noget, der var en forlængelse af tidlig Pink Floyd (De ved; i stil med ‘Carefull with that axe, Eugene’).
Men i det store og hele er det en fremragende plade. I min ringe mening faktisk bedre og langt bedre forløst end Tubular Bells. Det skal jeg nok få på hattepulden for fra Oldfield-afficionados, men jeg nød altså genhøret. Især er ‘Part 1’ smuk i sin stilfærdige opbygning frem mod et tromme- og guitardrevet crescendo, og så klæder det al musikken, at Oldfield tydeligvis har ladet sig inspirere af såvel keltisk folklore og udefra kommende inputs via fx de fine, afrikanske trommer, der næsten simulerer hjerterytmer på ‘Part 1’. Jeg kunne måske godt have undværet de s… sækkepiber, men de passer vel i bund og grund fint ind i kompositionen, og generelt er hele molevitten så godt konciperet og så smukt udført, at man næsten ikke kan være i stuen for bare vellyd og stemninger, når det spiller. Og selv den lille, let mærkelige heste-sang føjer sig naturligt ind som en fin afslutning, på langt mere naturlig måde end den afsluttende shanty gjorde på Tubular Bells.
Andre har brugt ord som “mesterværk” om Ommadawn. Det tror jeg ikke helt, jeg kan svinge mig op til, og alene fordi det er Oldfields tredje album er det vel også knap så banebrydende som debuten. Nu havde man jo lissom allerede hørt progrockede symfonier, så der skulle vel lidt mere til at falde på halen. Men at det er et aldeles glimrende album er uomtvisteligt.