Jeg gider ikke engang være bornert omkring det; jeg kan faktisk ret godt lide Five Miles Out. Måske er det fordi det er et af de Oldfield-albums, jeg har hørt mest i sin tid, måske er det fordi det indeholder et par mere end almindeligt gode numre – alene titelsangen er hele albummet værd i min ringe mening – måske er det fordi det er langt mere råt og rockende i sin lyd forskellige steder – eller måske er det bare fordi det er en god plade?
Som på Platinum har Oldfield også på Five Miles Out holdt fast i formen med en lang suite på side 1, ‘Taurus II’ (en opfølger på det forrige albums, QE2, ‘Taurus’), men her orkestreret en smule anderledes; den indledes nemlig med en ret sej guitarfigur, og tager dermed sit afsæt i en solid, lidt mere larmende, rocklyd, end de øvrige pladers ofte stilfærdige indledning inden et – eller ofte flere – crescendoer.
Det klæder den – og så demonstrerer det i øvrigt hvor god en guitarist Oldfield er. ‘Taurus II’ er derudover bare et godt stykke musik. Som vi er blevet vant til, folder temaerne sig ud ind mellem hinanden, distortionguitaren aflæses af den irske udgave af sækkepiben – en uileann pibe, der betjenes af Paddy Moloney fra The Chifteains, så den er, lidt på trods af min indædte modvilje mod sækkepiber og deres lige, aldeles fyldestgørende – Maggie Reilly synger en vuggevise, der er ordløse vokal-passager i fængende melodier, gnidningsfri overgange mellem trommemaskiner og ‘rigtige’ percussions, og en næsten perfekt balance mellem det (prog-)rockede og hele new age/synth-tingen.
Men det er side 2, der for alvor får hele skidtet til at løfte sig. Eller rettere; det er titelsangen, der lukker og slukker albummet, der bare er et næsten fuldent stykke pop-/rockmusik. Ganske vist indledes side 2 med den fine ‘Family Man’, der fik Oldfield ind på den amerikanske single-hitlistes Top 10 for første gang – da den det følgende år blev genindspillet af den daværende superduo Hall & Oates. Maggie Reilly synger den fint og godt, og det er faktisk også i denne originale udgave en glimrende, ABBA-lignende pop-sang om den forførende femme fatale, der frister vores uskyldige(?) ægtemand og far over evne.
Men igen; ‘Five Miles Out’ er bangeren over dem alle. Melodisk stærk, og med en simpel og alligevel ret kompleks struktur. Guitarriffet fra ‘Taurus II’ bliver genbrugt og foldet ind i den faktisk ret uhyggelige sag om et fly, der er på nippet til at styrte ned i en storm. Mike Oldfield selv synger via vocoder, der growles over det hårde guitarriff og lydeffekterne, og ind i det hele fletter Maggie Reillys smukke stemme sig ind og ud af både æteriske og hårdt rockende passager. Der er i virkeligheden ikke noget, jeg kan skrive, der yder den sang retfærdighed – og det er med afstand noget af det bedste, der er kommet fra Oldfields hånd og studie efter Tubular Bells.
Den er hermed anbefalet. Og selv om computer og telefon ikke altid kan rumme den fulde dynamik i et spændstigt pop-nummer, tænker jeg, at Vinylstakken for én gangs skyld kan yde den service at lade Dem, kære læser, selv efterprøve påstanden ovenfor. Så hermed: Enjoy: