Det er svært, for ikke at sige umuligt, at skrive noget om the Fab Four, aka The Beatles, der ikke allerede er sagt, skrevet eller filmet. Men eftersom jeg jo ejer 16 albums af dem, så skal man jo tage fat et eller andet sted.
Please Please Me er The Beatles debut-album, og det udkom i slutningen af marts 1963. I maj entrerede albummet 1.-pladsen på den engelske album-hitliste, og dér blev det i 30 uger. Det blev vippet af pinden af … The Beatles andet album; With The Beatles.
Det overraskende ved at genhøre Please Please Me er, hvor råt albummet virker. Det er ikke de voldsomme finesser, der præger pladen, hverken i produktionen eller i musikken. Det lyder mest af alt som et band, der har haft det ret sjovt med at spille en masse musik, og nu har fået chancen for at indspille det under forholdsvis primitive forhold. Og så alligevel.
Albummet er spækket med klassikere. Fra “I Saw Her Standing There” over “Love Me Do” og til den simpelthen fantastiske udgave af “Twist And Shout”. Og midt i det hele antydningen af det overraskende og stilskifte i både toneart og rytme, som senere skulle blive et varemærke på masser af Beatles-klassikere, i “Misery”.
Der er ikke noget at sige til, at The Beatles tog både anmeldere og publikum med storm, dengang for 53 år siden. Spørgsmålet er bare, hvad det ville sige en nutidig lytter, der – hvad der vel i virkeligheden er kropumuligt – aldrig har hørt sangene før? Personligt er det så afgjort ikke mit favoritalbum blandt The Beatles gevaldige produktion, men som en af de hjørnesten, som den poporienterede rock-musik er bygget på, er den uundværlig i samlingen.