Jeg har det edderhylme svært med The White Album. På den ene side er det en djævelsk god plade, som samtidige musikere og bands ville have give deres højre arm for at have skrevet. På den anden side er det en gigantisk rodebutik, charmerende og gennemmusikalsk, ganske vist, med træfsikre klassikere spredt ud over alle fire sider, men uden den stringens og bevidste sammensætning af stilarter og musikalske retninger, som tilfældet var på Sgt. Pepper – og til gengæld fuld af modsætninger.
Jeg simpelthen knuselsker simpelheden og sødmen i “Dear Prudence” og jeg ville leve et fortsat særdeles lykkeligt liv, hvis jeg aldrig igen skulle høre “Martha My Dear”. Jeg er vild med den rå rock – og den dertil hørende skrigen og raslende guitarer – på “Helter Skelter”, men synes måske nok, at “Piggies” er en decideret skævert, der aldrig burde være blevet udgivet. Og hvordan kan man have en trefløjet musikalsk suite som “Happiness Is A Warm Gun” – vidunderligt gennemført på 2 minutter og 43 sekunder – på samme album som en overflødighed som “Honey Pie”? Og hvad laver dog en indsukret Disney-musical-show-tune som “Good Night”, ironisk som den end måtte være, på et rockalbum, der kan indeholde “While My Guitar Gently Weeps”?
Jeg er muligvis farvet efter at have hørt (alt for) mange Beatles-album de seneste dage, men for nu at sige det ganske kort; jeg kunne muligvis godt nøjes med det halve. Og det er jeg sikker på, at andre også kunne, for hånden på hjertet; hvor tit er det lige, at vi sætter “Piggies”, “Marthe My Dear” eller “Obladi-oblada” på spillelisten? Så måske havde det været fint med en almindelig LP i stedet for et dobbeltalbum?
Og så alligevel; for måske er charmen ved The White Album i virkeligheden, at alt er tilladt på denne plade og intet er røget ud på grund af en emsig redaktør? Her er vitterligt plads til det hele – også det skæve og disneyficerede og poppede. Og uden dem, havde lige netop denne plade aldrig haft sit særpræg.
Men alligevel; jeg har det edderhylme svært med The White Album. Men nu har jeg også hørt det, så med hensyn til samlingens mange Beatles-plader: ‘9 down – 7 to go…’ Det skal nok gå det hele…
PS: Mit eksemplar af pladen er det næsten-originale, med inlays i form af smukke enkeltportrætter af bandmedlemmerne og en poster (se billede). Det ærgrer mig til gengæld gul og grøn, at jeg mangler det originale indlæg i Sgt Pepper. Dén udkom nemlig med et komplet klippe-ud-karton-ark med sergentvinkler til at klistre på jakken, epauletter til skuldrene og overskæg, der kunne stikkes op i næsen og holdes fast der. Gad vide, hvor pokker det blev af?