Der er noget gammeldags hyggeligt over den skotske gruppe Belle and Sebastians første album, Tigermilk. Ikke blot er tilblivelseshistorien en klassisk udviklingshistorie, sådan rent hipster-style, musikken er lys og luftig, med tekster, der afspejler 90’ernes let elitære postmoderne ironi – og derfor er der ren hjerte-smerte og kærlighed for voksne, hist og her tilsat lidt observationer om hverdagslivet set fra et perspektiv fra universitære, unge mennesker.
Ifølge den urban legend, der udgør tilblivelseshistorien om Belle and Sebastian, var bandet i første omgang udsprunget af et kursus i markedsføring af musik på universitetet i Glasgow. Et lille pladeselskab hørte demo-båndet og besluttede sig for at udgive pladen i 1000 eksemplarer (på vinyl, hvilket i 1996 ikke var helt normalt). Langsomt fik den tag i unge pladekøbere og inden længe var Belle and Sebastian et undergrunds- og kultfænomen, som ved genudgivelsen af Tigermilk snart blev lidt mere end det.
Hvis jeg nu var rigtig flabet, så ville jeg kalde albummet for en supercharmerende bagatel. Ved at gøre dét, ville jeg dog nok også lægge mig ud med en stor del af dem, der var unge, og som havde antennerne ude i forhold til indie-poprocken, i midt-halvfemserne. Og tag ikke fejl; jeg kan godt lide pladen, og den kommer jævnligt op at vende på pladespilleren. Oftest sker det dog, når jeg fx vil have lidt baggrundsfyld af den hyggelige slags, mens jeg laver mad og sipper til rødvinen og føler mig enormt kulturelt velpolstret.
Faktisk er dele af albummet – her på 20 års afstand – nogle steder så vellydende, så smooth og så charmerende, at det læner sig foruroligende tæt op af noget, der kunne køre som baggrund i supermarkeder. Der er garanti for, at ingen slår sig på ret mange af sangene, der i et vist omfang simpelthen mangler noget kant – musikalsk såvel som tekstmæssigt. Også i de tilfælde, hvor der synges om det svære liv, og hvor der af og til sker noget paradoksalt. Fx på sangen “We Rule the School”, hvor der er noget dystert på spil i teksten:
On a beech tree rudely carved
NC was here
Why did she do it?
Was she scared or sad?
Indledningsvis er det ledsaget af strygere (cello) i mol-agtig stemning, der understreger misantropien, men mod slutningen af sangen dukker der pludselig en glad fløjte op, der næsten får lytteren til at visualisere en glad skovtrold eller Pan, der lystigt hopper hen ad stien i den forårsgrønne skov tæt på den rislende bæk. Og nu vi er ved fløjterne; prøv lige at lytte til albumlukkeren “Mary Jo”. Introen, altså…
Det er ikke skidt, overhovedet ikke. Der er gode numre at lytte til, og fx er både “The State I Am In” og “Expectations” gode indledere på albummet. Også “You’re Just A Baby” og “My Wandering Days Are Over” holder niveauet – og faktisk er det vel kun den mislykkede electronica på “Electronic Rennaissance”, jeg ikke rigtigt kan forlige mig med. Og det hele er skruet så smukt sammen af primært ringlende guitarer, strygere og lejlighedsvise horn sammen med en fin, lys vokal (sine steder iøvrigt let læspende?), at man simpelthen ikke kan forblive i dårligt humør ved at høre denne plade.
Og har du børn i den sene teen-alder, så er det et must for dem at dykke ned i; her kan de søreme få lejlighed til at udfolde deres weltschmertz og dunkle syn på verden med meningsfæller – uden at de samtidig får lyst til at tage livet af sig selv. Så sæt i gang!