Mit eksemplar af Blurs Parklife er naturligvis en dobbelt-LP. Da albummet udkom i 1994 var vinylen et forældet medie til afspilning af musik, og derfor udkom en kunstner med respekt for sig selv naturligvis på CD, hvor spilletiden var næsten det dobbelte af en LP. Parklife er derfor et af de albums, jeg har købt to gange – men denne gang i omvendt rækkefølge; først på CD, og derefter, for ikke så længe siden igen, på LP, da vinylen igen blev comme il faut bland alle os feinschmeckere og wanna-be entusiaster.
Det kunne jo forlede en og anden til at tro, at jeg må holde afsindigt meget af pladen, når nu jeg har investeret hele to gange i det! Og til det kan jeg kun svare: Tjaaa, tjoooo, bumbum…
Parklife er et rigtigt godt album, hvis man iøvrigt er til dén del af midt-90ernes britpop-bølge, som også Pulp var repræsentant for; umiskendeligt britisk i såvel tekst som musik, med klare musikalske referencer til Kinks, mods- og skabands og punk/new wave-bevægelsen i 80’ernes engelske musikscene. Tekstligt var både Blur og Pulp leveringsdygtige i generelt krasse, men også sine steder ret morsomme, betragtninger over fremmedgørelse og normalitet i det bedre engelske borgerskab, beregnet til at spidde alle middelklasseborgerne.
Ved genhøret i denne omgang er jeg måske knap så begejstret, som jeg var for 20 år siden. Der er rigtig gode sange på albummet; hittene “Boys & Girls”, “Parklife”, “To the End” og “This Is a Low” holder stadig i et eller andet omfang, omend jeg ret hurtigt blev træt af det første, men “To the End” stadig er aldeles smukt i alle henseender. Men der er altså også mærkværdigheder på, som jeg ikke helt har formået at holde af; “The Debt Collector”, fx, eller den vilde, og måske let postulerede, punk-attitude på “Bank Holiday”. Og hvad er det lige, der sker med den elektroniske cirkusmusik på “Far Out”?
Men i det store og hele, så er jeg glad for at eje pladen. Den var vigtig i mit liv for 20 år siden, og alene af den grund har den en naturlig plads i pladereolen. Og så har den altså fremragende sange undervejs, på trods af de nævnte forbiere. Og hvem ved; måske findes der andre fans derude, for hvem forbierne er de ‘rigtige’ Blur-sange, mens resten er fyld?
Et af mine all-time yndlingsnumre med Blur er “Tender”, der vist nok stammer fra deres album 13 – men det kan I selv slå op et eller andet sted på nettet. Der findes en fantastisk scene i dokumentarfilmen om Blur, No Distance Left to Run, hvor Blur skal spille netop denne ved deres re-union-koncert ved Glastonbury-festivallen i 2009. Den film synes jeg, at du skal give dig selv mulighed for at se. Den ligger på YouTube, men jeg siger ikke hvor… (Men du kan jo prøve via dette link: https://youtu.be/VLT4PPAtNZ8)