Mordballader og barndomsminder i intense optagelser fra soveværelset
Bruce Springsteen tog et skarpt venstresving efter succesen med The River og udgav en række sange, der i deres udtryk var dystre og nedbarberede, og som var indspillet af Bruce alene på en firespors båndoptager i hans soveværelse.
Sangene var oprindeligt tænkt som demoer til indspilningerne af det kommende album med The E Street Band – det, der blev til Springsteens store, folkelige gennembrud, Born In The USA – men i stedet blev de udgivet i den rå og ufiltrerede version, som Springsteen havde skabt på egen hånd, komplet med overstyrede mikrofoner og noget, der lød som desperate skrig.
Da Springsteens manager og ven, Jon Landau, første gang hørte albummets sange, blev han bekymret – ikke for sin klients karriere, men for sin gode vens sindstilstand. Springsteen var et svært sted i sit liv, men kreativiteten boblede og blomstrede, og albummet kom til at definere sit helt ejet spor i resten af Springsteens karriere; det akustiske, følsomme og personlige – også i de sange, der ikke handlede om ham selv (og det problematiske forhold, han havde til sin far).
Nebraska er et album blottet for det, der kendetegner ’det andet spor’ i Springsteens karriere; de vel- (eller over-)producerede sange med både hitpotentiale og et tight orkester til at bakke sig op. Og det var et modigt valg, for selv om Springsteen i eftertiden er blevet rost for sin modighed, sårbarhed og uforlignelige evne og talent til at fortælle vedkommende historier i stjernegode melodier, så var det ikke noget, man kunne forvente ville tale direkte ned id en fan-base, han havde opbygget med både Born to Run og The River.
Det vender vi i denne podcast, hvor vi igen har inviteret Bruce-kender, skolelærer og musikquizmaster, Michael Sørensen, i studiet til en snak med Niklas Bøgh Bonnemose. Vi får også uddelt point, og uden at spoile er det ikke utænkeligt, at vi her har at gøre med en plade, der bliver rangeret ret højt i Springsteens diskografi – men ikke lige højt af alle.