Det måtte jo ske!
Der blev fundet en vinder i den første udgave af The Battle of the B’s, men resultatet af dén dyst blev mildest talt modtaget med let misfornøjede miner blandt – især – Bruce-fans.
Det var urimelige vilkår, mente nogle, mens andre pegede på, at dysten ikke var bred nok, og at det slet, slet ikke kunne afgøres over blot fem sange. Og så var der måske en enkelt af kombattanterne, der mente, at der måtte komme en revanche på et tidspunkt.
Og dette tidspunkt er så kommet nu. Vi gentager udfordringen, der i al sin enkelthed lyder således: Hvem er bedst: Bruce eller Bowie? Og naturligvis er det et spørgsmål, der ikke sådan umiddelbart lader sig besvare – jf. den gamle diskussion om, hvad der er højest; Rundetårn eller et tordenskrald – men vi gør et ihærdigt forsøg og lader Vinylstakkens faste vært, Niklas Bøgh Bonnemose dyste mod Bowie-fan og -kender, Jesper Borup, om hvem, der har lavet den bedste sang indenfor fem kategorier:
Bedste sang om ungdommen
Bedste sang med navn i titlen
Bedste sang om 50 års krisen
Bedste sang om 9/11
Bedste sang om døden
Det blev til en god, fornøjelig og givende samtale, som hermed er til din disposition.
Husk, at du som altid er velkommen til at diskutere med på Vinylstakkens Facebookside – og måske er du slet, slet ikke enig, og så er det jo altid ret sjovt at høre fra lytterne…