Det var edderhyleme et godt band og nogle solide backing-sangere, Hanne Boel omgav sig med i storhedstiden i starten af 90’erne. Det kan man ved selvsyn eller -hør forvisse sig om ved at lytte til det afsluttende nummer på ‘cover’-pladen kinda soul. Her får vi nemlig hele udtrækket i en optagelse fra samme års Midtfyns Festival i en fremragende udgave af Beatles’ “Hey Jude”. Og at hun har publikummet med sig er der heller ingen tvivl om; deres (formodede) unge alder til trods er der solid syng-med-stemning blandt publikum, hvor de fleste nok næppe var født, da Beatles indspillede samme sang.
Derudover indeholder pladen hendes (eller vel snarere John Hiatts) vel nok største hit: “Don’t Know Much About Love” og en række andre sange fra andre sangskriveres og solisters bagkatalog, heriblandt standarden “Mocking Bird”, som jeg altid har haft en anstrengt forhold til.
Så alting er på rette plads, og Hanne Boel kunne farte land(e) og riger rundt og optræde til stor glæde for det musikhungrende folk på Grønne Festivaller og deslige. Albummet er – i modsætning til det foregående, My Kindred Spirit – behageligt fri for alt for meget synthesizer-sovs og mekaniske/elektroniske trommer, og det er faktisk et særdeles kompetent kuld af musikere, hun har trukket med ind i studiet.
Det er solid pop uden ambitioner om at gøre nogen fortræd. Og alt andet lige; jeg tror faktisk, at der er nogle, der har været ret omhyggelige med udvalget af sange. Det meste synes ihvertfald at passe perfekt til Boels særegne og muskuløse vokal.
Der er med andre ord ikke noget galt med dette album. Og nu har jeg hørt det og kan derfor stille det retur på hylden.
PS: hvad dælen sker der med alt det italienske på coveret? Jeg forstår det ikke…