Her er der virkelig tale om guf for musik-nørden. Især den musiknørd, der er interesseret i den produktion af amerikansk soul-musik, som opstod i Memphis’ herostratisk berømmede “Stax”-studie, der husede kunstnere som Otis Redding, Sam & Dave, Wilson Pickett m.fl. Stax-selskabet havde – som Motown – en stab af faste studiemusikere til at bakke deres stjerner op, og de ypperste blandt dem var Booker T. & The M.G.s
Jeg er ikke en musik-nørd, så alt det vidste jeg faktisk ikke, da jeg købte albummet (iøvrigt sammen med endnu et af bandet, som vi vil få mere at høre om senere). Jeg købte det af tre årsager: 1) det var billigt, eftersom jeg fandt det på et loppe-salg eller lignende, 2) Donald “Duck” Dunn og Steve Cropper spiller med i bandet og 3) coveret er tydeligvis en hommage til Beatles’ Abbey Road, og det kunne jeg altså ikke stå for…
Når jeg lige faldt over de to musikere, Donald Dunn og Steve Cropper, var det, fordi jeg kendte dem ad samme vej, som tusindvis af unge mennesker i firserne havde lært dem at kende. De var nemlig nogle af dem, der blev hidkaldt af Jake og Elwood Blues for at være backing-band til den berømmede reunion-tour, der skulle redde det lukningstruede børnehjem i filmen Blues Brothers fra 1980. The Blues Brothers – og The Blues Brothers Band – var et fiktivt band, ledet af Jake & Elwood Blues (som blev spillet af hhv. Dan Aykroyd og John Belushi) i først en række sketches i Saturday Night Live og efterfølgende en ret succesrig film.
Den var altså sjov, den film, og den var samtidig min indføring i den southern soul-musik, jeg skulle kende: bemeldte Sam & Dave fx og øvrige hotties på den ‘gammeldags’ R&B-scene som Aretha Franklin.
Der var altså nok at komme efter på albummet, som jeg straks satte på, og derefter tog af igen, for ikke at høre den igen før nu. Ikke fordi det er dårligt, fordi det er sandeligen yderst kompetente musikere, vi har med at gøre her, men på 46 års afstand er southern soul-instrumental-musik (for det er instrumentalt hele lortet bortset fra et par smågrynt hist og her), primært baseret på et melodibærende orgel, der har en smuk Hammond-stueorgel-klang, godt nok lidt … undskyld, ja, men det er altså kedeligt, ikke?
Hele McLemore Avenue er en hyldes til Beatles-albummet Abbey Road, der var udkommet kun knap et halvt år forinden. Hele albummet er simpelthen genindspillet her – og det er i sig selv en spøjs idé; et originalt Beatles-album genindspillet nummer for nummer i instrumentaludgave med stue-orgel, bas, guitar og trommer! The Beatles selv var begejstrede for Booker T. & The M.G.s så hyldesten var velanbragt.
Men altså: albummet har klar popkulturel historisk værdi og betydning, men faktisk kom jeg primært til at erindre en ting, da jeg hørte det; de mange familiefester, jeg deltog i som barn og ungt menneske, hvor underholdningen under middagen bestod i en tangentspiller (ofte billigt anskaffet og derfor med begrænset talent) på et Hammond-orgel med indlagt fællessang.
Undskyld.