This ain’t rock’n’roll – This is genocide
Efter en et minut lang talt introduktion, der mildest talt er lettere misantropisk, på den indledende skæring “Future Legends” bliver man for alvor skubbet ud over rampen i det sejt rockende titelnummer, hvor citatet ovenfor bliver råbt ud til den måbende lytter. Man havde formodentlig vænnet sig til David Bowie og hans excesser i 1974, og vel specielt efter de to foregående albums udskejelser, men på Diamond Dogs er vi tilbage ved Ziggy Stardust… både musikalsk og konceptuelt.
Albummet er et konceptalbum, inspireret af Orwells dystopiske 1984, og det kan høres, både i musik og tekst. For at være helt ærlig, gik det meget sent op for mig, at det var dét, der var tale om på albummet. Jeg havde altid hørt det som et ‘standard’-Bowiealbum, men okay; når først man ved det, behøver man ikke decideret lede efter det bagvedliggende univers. Men bortset fra det; Diamond Dogs er et aldeles glimrende album – også hvis man er ligeglad med hele koncept-idéen.
På undertegnede virker det som om, Bowie har fået styr på de mange vilde idéer – og har fået afsøgt de genrer, han havde brug for, til at skabe albummet. Her er både guitar, saxofon, klaver og bas i smuk forening – og i diverse ‘forklædninger’. Bowie synger, taler, vrænger og hvisker, og alt i alt er der meget få album-fillers på pladen. Fra “Diamond Dog”, der helt klart er det tætteste vi kommer god, gammeldags glamrock i klassisk Bowie-udgave, kommer vi forbi en lettere syret “Sweet Thing” inden side 1 lukkes med en af mine egne Bowie-favoritter “Rebel Rebel”.
Side 2 indledes med “Rock’N’Roll with me”, der er mindre rocket end titlen måtte antyde, og faktisk en ganske ferm pop-sang, og så er der jo lige “1984”, der minsandten lyder som den skinbarlige disco-dasker – og som givetvis også har været brugt på den måde i klubberne og på diskotekerne. Faktisk tænker jeg, at Niles Rodgers måtte have været aldeles grøn af misundelse, da han hørte de strygere første gang!
Anyways; jeg er da svært tilfreds med at eje denne muntre, lille sag – der aldeles ikke er munter, når man går lidt tættere på både tekst og musik. Og hvis man er ny i Bowie-sammenhæng., gør det ikke noget, hvis dette er det andet album man hører efter Hunky Dory. Sæt i gang!
NB: der er noget grotesk fedt ved gamle album-covers. Også ved dette, som kan foldes ud og som på forsiden portrætterer Bowie (og et par ‘kvinder’) i dyrelignende udgave og som på indersiden viser et tåget og sløret sci-fi bylandskab. Man bliver sgu’tte i godt humør af at betragte det, men det er altså godt lavet