Min Bowie-samling er forholdsvis omfattende, ihvertfald hvad angår den del af hans produktion, der ligger før 1985. Det afspejles naturligvis på disse sider – og i hjemmet, når den ene plade efter den anden ryger på grammofonen i nærværende projekts hellige ånd.
Det er faktisk ikke fordi jeg i min musikalske opvækst var specielt optaget af David Bowie. Vist hørte jeg da et enkelt nummer nu og da, men det var sjældent, for ikke at sige aldrig, at jeg gik ud og investerede i et album for ligesom at fylde bagkataloget op. Det skyldtes ikke blot de pekuniære udfordringer, man kunne have som pladehungrende musikelsker i 1980erne, men måske i lige så høj grad det faktum, at jeg – som så mange andre – kom 10-15 år for sent til at have været med i første bølge.
Når der trods dette står 16 albums i reolen skyldes det to ting; 1) jeg begyndte at lytte lidt mere til David Bowie, da jeg blev ældre, og havde derfor også muligheden fra at dykke ned i bagkataloget, og 2) pladerne blev til at købe for en rimelig penge – og så var der jo stadig dem, der forærede dem væk, da de troede, at vinyl aldrig ville holde i den digitale tidsalder.
Alas; endnu en skive i rækken af Bowie-albums kom på, og det første, der slog mig ved gennemlytningen af Young Americans var, at de trofaste Bowie-fans fra netop første bølge, der flokkedes om kasserne i Fona, Accord og hvor man ellers købte plader i 1970’erne, da godt nok må have været nogle overbærende sjæle. Albummet er så langt fra Ziggy Stardust, Diamond Dogs og Alladin Sane, som man næsten kan forestille sig, både på coveret – der er langt fra den gennemsminkede androgyne semi-alien af en glamrocker, man havde vænnet sig til – og i musikken. I stedet for den heftige glamrock er hele albummet sovset ind i tyk soul-lyd, komplet med saxofon i næsten hvert nummer, og en forløber for de næste års disco-craze.
På nogle af sangene er udfaldet helt perfekt; “Fame” foregriber dansebølgerne på klubberne og diskotekerne i slut-70’erne og er det absolutte hit på pladen, mens titelnummeret swinger derudaf og er syng-med-materiale af bedste skuffe. Men der er så sandeligen også smuttere indimellem. Jeg ved fx ikke hvad filan jeg skal stille op med cover-udgaven af The Beatles’ “Across The Universe”, og enkelte af de øvrige numre, fx “Can You Hear Me?” er foruroligende tæt på at lyde som muzak – især med den allestedsværende – og for undertegnede let irriterende – David Sanborn saxofon, der smyger sig ind overalt og lægger sig som en klæbrig hinde på ihvertfald mine trommehinder.
Til gengæld er albummet ualmindeligt let tilgængeligt af et Bowie-album at være. Man slår sig knaps så meget på dette som man fx gør på Pin-Ups og Alladin Sane, så som baggrund til en hyggelig parmiddag med den gode rødvin fra Irma og en perfekt tilberedt lammesteg er den såmænd da aldeles velegnet. Og hvis nu man kun lavede én plade i hele sit liv, så er man vel egentlig kommet meget godt afsted, hvis den plade indeholder “Fame”…
NB: John Lennon synger kor på “Fame”. Så er dén trivia på plads