En forholdsvis stor del af de Bowie-fans, jeg har mødt siden 1983, er af den opfattelse, at Let’s Dance var det absolut ringeste, Bowie hidtil havde udgivet. Han havde solgt ud, givet pokker i sin kunstneriske integritet og var nu til fals for et par hits, ussel mammon og udsolgte stadion-koncerter. Jeg var ligeglad. Jeg elskede det album…
Nu hører det med til historien, at jeg var i mine midt-teens, da albummet udkom, jeg havde hidtil ikke købt mange plader (det var der ikke altid råd til), og da Let’s Dance lå overalt i udstillingsvinduet i den lokale, ret lille, musikbiks på gågaden i provinsbyen, var der ikke ret megen tvivl i mit sind; jeg købte den og hørte den på repeat de næste par uger. Dét gjorde, at albummet er internaliseret i mig i en grad, så jeg næsten bliver fornærmet, når jeg fx hører “Modern Love” og den så ikke efterfølges af “China Girl”, som det jo gør på pladen. Forbandende streamingtjenstespillelister….
Albummet blev rent faktisk Bowies bedst sælgende – nogensinde. Og det kan jeg selvsagt godt forstå, når nu jeg selv var så glad for det. Men bortset fra det, så indeholdt det også ret meget af alt det, Bowie kunne, når han gjorde det bedst. Det var dansant, der var smukke melodier og fede rockbeats over det hele, det var artsy, som kun Bowie give populærmusik et avantgarde-touch, og så var det simpelthen smækfuld af gode numre.
Bowie havde engageret Niles Rodgers til at producere pladen, og der er ingen tvivl om, at dét var gjort med velberåd hu. Nu skulle der produceres hits, og Rodgers havde – ikke mindst med projektet Chic – bevist, at var der noget han kunne, var det at aflæse det købedygtige og danseorienterede publikums smag. Det blev Tony Visconti, der havde produceret de fem foregående albums, begribeligvis ikke specielt begejstret for, og da slet ikke, da det var Bowies personlige assistent, der overbragte ham beskeden. Det tog derefter Bowie og Visconti nitten år at blive gode venner nok til igen at lave en plade sammen (Heathen).
Det skægge er, at selvom det blev en kæmpemæssig salgssucces for Bowie – og det blev modtaget ganske pænt af anmelderne – så er det faktisk ikke ‘bare’ ukompliceret og banal popmusik, der her er tale om. Jovist er der glade danserytmer på titelnummeret, og “Modern Love” holder hele vejen igennem, ligesom “China Girl” havde bevist sin holdbarhed, allerede da Iggy Pop indspillede den på The Idiot, men både “Cat People (Putting on Fire)” og “Ricochet” er lidt skæve og vilde, både rytmisk og tekstmæssigt. Og overalt er det et så genkendeligt Bowie-album, som man kan forestille sig.
Det er muligt, at Let’s Dance ikke er det store, forkromede kunstneriske all-time mesterværk i David Bowies samlede udgivelser. Men det er et djævelsk godt album, som man bliver i rigtig godt humør af at (gen-)høre. Og så var det i parentes bemærket min indgang til hele Bowies bagkatalog. Efter Let’s Dance var der simpelthen ingen vej tilbage for en 17-årig provinsbo. Resultatet har du kunnet læse i de foregående 11. anmeldelser.