Inden jeg for alvor nåede at fylde op med det meste af bagkataloget, kunne man jo altid hente et opsamlingsalbum eller to med mesteren, så man for en forholdsvis lille sum kunne nyde de store øjeblikke uden at skulle investere kassen i 13 albums.
Så dem har jeg et par stykker af. Det første er det nærværende, det hedder Fame and Fashion (David Bowies All Times Greatest Hits), og det er jo vældig fint. Man får da hørt bl.a. “Space Oddity” – og eftersom det tidligst udgivne album med Bowie, jeg ejer, er The Man Who Sold The World, så er det de facto første gang i denne serie, at jeg hører netop dette nummer. Så alene derfor kunne det være en fin udgivelse.
Det er det bare ikke. Alle de 12 udvalgte numre er da aldeles glimrende, og de fleste af dem er blevet behandlet i det foregående. Og jeg er ikke specielt forarget eller bornert over compilations, Greatest Hits-albums osv., men det, der slår mig når jeg hører dette, er ikke det, der findes på pladen, men det, der ikke gør! Jeg undrer mig såre over, hvor “Life On Mars” befinder sig, og når nu albummet er fra 1984, hvorfor er der så ikke et eneste nummer fra Let’s Dance? Dér var sgu’ da om noget store hits på den plade. Og hvis det – som titlen antyder – virkelig er Bowies største hits gennem tiderne, hvordan er de så blevet udvalgt? Salgstal, fx? Kvalitet? Noget helt tredje? Det er faktisk ikke helt gennemskueligt, nej det er ikke….
Men pyt nu med det. Nu har jeg hørt det, og onwards we go…