Hvis der nu skulle være en enkelt læser tilbage derude, der måske er en lille smule træt af at høre om mine lytninger af David Bowies samlede virke, skal de ikke høre et ondt ord for det. Men altså; de står jo i pladereolen, og jeg er på en mission, så de skal jo altså høres. Også selvom der er mange – og også selvom jeg nu har hørt det hele et par gange efterhånden.
Nå, men også ChangesBowie er et opsamlingsalbum. Til gengæld er det et godt et af slagsen, der stort set rummer alle de vigtigste elementer af Bowies produktion – hvis man vel at mærke går efter de største hits og dermed det mest tilgængelige af hans musik. Vi har nemlig at gøre med et dobbeltalbum, hvorfor der er blevet plads til ikke blot Major Tom, elementer fra både Ziggy, Diamond Dogs og Berlin-trilogien, men så sandelig også et nummer som fx “Blue Jeans” fra hans 1984-album Tonight, som jeg ikke ejer, og hele tre numre fra Let’s Dance.
Jeg er ikke spor hellig, og jeg mener ikke, at man bliver et dårligere menneske af at købe – og lytte til – compilations og Greatest Hits-plader. tværtimod. For mange er (var?) det både økonomisk overskueligt og en aldeles glimrende introduktion til et langt og produktivt virke fra en populær kunstner. Streamingtjenester tilbyder i vore dage spillelister med det mest populære fra de store kunstnere, og det kan for mange være den rigtigt gode vej ind i et musikområde, man ikke tidligere har stiftet bekendtskab med, og hvis ‘redaktørerne’ har taget deres opgave alvorligt, kan man dermed få smag for noget nyt. Og det er altid godt.
På denne præmis fungerer ChangesBowie rigtig fint. Hvis nu man fx gerne vil høre lidt Bowie, men ens gæster/hustru/halvvoksne børn måske ikke lige er in the zone til at høre alle fem plader før Berlin-trilogien, så er man på forholdsvis sikker grund med en sådan. Man slår sig ikke voldsomt på den, det er rigtig god musik, og der er altid noget, den enkelte kan genkende og forholde sig til.
Og lad os se det i øjnene. Musik er ikke kun stor kunst. Musik er også populærkultur, pop og ren forbrugskultur. Det er i mange tilfælde skabt med underholdning og underlægning for øje, og man behøver altså ikke ved hver eneste plade at læne sig tilbage, synke ind i musikken og transcendere til det allerhøjeste nirvana-niveau. Musik skal, kan og bør nydes på de præmisser, det lader sig gøre, og derfor har opsamlinger og compilations sin aldeles berettigede plads på ihvertfald denne musikelskers pladereol.
Og nå ja; når nu manden selv ikke udgav ret meget i perioden fra 1984 til 1990, der solgte særlig godt, så er det da meget smart at tjene lidt håndører på en samling af det bedste, n’est ce pas? Jeg er ihvertfald sikker på, at pladeselskabet var godt tilfreds.