Der er lidt af et hul i min samling af Bowie-albums fra Let’s Dance i 1983 til David Bowies seneste – og sidste – studiealbum, Blackstar fra 2016. Et andet sted i samlingen gemmer sig ganske vist et album med bandet Tin Machine, som også var et David Bowie-projekt, og som vi nok får at høre, når vi når frem til T i lytteriet, men ellers er det aldeles småt med vinylalbums fra de mellemliggende 33 år. Og jeg skynder mig at krybe til korset; i min begrænsede samling af CD’er, der nu er ualfabetisk henlagt til et støvet loft, finder man muligvis Hours fra 1999 (og den var jeg faktisk ret glad for), men eftersom det ikke er en vinylplade, tæller den ikke rigtigt med i nærværende projekt.
Det siger muligvis noget om, hvilken del af David Bowies omfattende produktion, jeg er mest interesseret i – men det siger måske også noget mere eller mindre signifikant om, hvordan man (jeg) har excelleret i musikindkøb. Der er ingen tvivl om, at min pladesamling afspejler både de plader, jeg har fundet interessante og værd at investere i, men den afspejler i høj grad også, hvornår jeg købte plader. Og langt de fleste af dem er anskaffet udenom det ‘hul’, der naturligt opstod, da fokus flyttede sig fra fester, fornøjelser og ansvarsløs forholden sig til livet og til uddannelse, job og familiestiftelse. Det blev ikke til mange festivaller mellem 1995 og 2015, og frekvensen af nyindkøbene til pladereolen faldt drastisk. Iøvrigt også som konsekvens af den drastisk reducerede mængde af plader, der blev udgivet fra 1990 til ca. 2010, hvor vinylens revival for alvor slog sig fast.
Men Blackstar ville jeg svært gerne have fingre i, og da jeg er begavet med gode venner, blev jeg ikke engang tvunget til at købe den; den blev givet som gave ved en festlig sammenkomst. Og dén er jeg glad for. Også selv om det tog mere end fem gennemlytninger, før jeg for alvor blev hooked.
Albummet indkapsler noget aldeles typisk Bowie; pisse-irriterende tekster, som det i nogle tilfælde er komplet umuligt at tyde – på trods af min lange uddannelse som symbolanalytiker – og musik, der er så avantgarde-orienteret og genresprængende, at det i visse tilfælde næsten gør ondt at høre på. Og samtidig både tekst og musik, der er kompleks, spændende, udfordrende og fantastisk – og som i dén grad er bowiesk, når det er bedst – som man fx også finder det på et tidligt album som Station to Station.
Titelnummeret er et næsten ti minutter langt opus, der i virkeligheden lyder som to (eller flere) sange. Teksten er kryptisk, for at sige det mildt, men kredser vist om noget død, henrettelse og fravær/nærværs-problematik, og melodisk er det voldsomt – og sine steder voldsomt udfordrende – i sin blanding af rock, jazz og avantgarde-pop. Skærende og dissonant i første del, og melodisk og sammenhængende i anden-delen. Voldsomt præget af saxofon og hele vejen igennem mærkeligt, så det basker. Og som livsledsageren så rigtigt konstaterede under gennemlytningen: “Det er altså ikke noget, man bliver i godt humør af.” Nej, det er det absolut ikke…
Blandt mine personlige favoritter, hvis man nu skal pille det hele lidt fra hinanden, er “Girl Loves Me” med det prægnante beat og Bowies skærende stemme, der bevidst knækker over i falset i slutningen af hver strofe. Teksten er vanvittigt uforståelig – og ikke blot i den sædvanlige Bowie-forstand. dele af den er simpelthen skrevet i ‘Nadsat’, som var det slangsprog, der blev brugt i Clockwork Orange og ‘Polari’ – en anden slags slang, der blev brugt i bøsseklubber i 70’ernes London. Men nummeret sætter sig faktisk fast!
Og så er der jo “Lazarus”, det tætteste, man kommer et singlehit på pladen, der sagtens kan afkodes som Bowies egen måde at forholde sig til dødeligheden på, men som i virkeligheden er skrevet som en opfølger til Bowies filmrolle 30 år tidligere i The Man Who Fell to Earth – og anvendt som musical-nummer i en Bowie-produceret off-Broadway-musical. Dén er en smuk, lille sag og det er “Dollar Day” også, også selvom den ikke sparer på saxofonbreaks. Og den afsluttende “I Can’t Give Everything Away” er bare fabelagtigt god.
David Bowie døde to dage efter udgivelsen af Blackstar, hvad der naturligvis medførte en voldsom interesse for ikke blot dette album men for alt, hvad han havde produceret – og for hans betydning for moderne musik (og dén kan vist ikke undervurderes). Der er derfor talt og skrevet så meget om pladen, at der ikke fra min side kan tilføjes noget væsentligt nyt. det eneste jeg derfor kan bidrage med, er min egen oplevelse af pladen, så den får du her:
Det er en satans god plade, og det kan man sagtens høre. Man kan også høre, hvor dygtig en komponist og sangskriver, David Bowie var. Det er også et album, som er melankolsk og tungsindigt i sit samlede udtryk, og som udtrykker sig gennem så mange forskellige stilarter og genrer – og med en instrumentering af synth, saxofon og guitar – så man når alle Bowies insprationskilder igennem, lige fra folkpop over industriel krautrock til avantgardejazz og cabaretinspireret foredrag. Og når dét så er sagt, så bliver det også tydeligt, at det ikke er album, der nødvendigvis er let at gå til, og som sætter sig fast i ørerne med det samme.
Men det er umagen værd. Også selv om det kræver mange gennemlytninger. For det er tæt på at være et mesterværk, Bowie fik udgivet som det sidste, mens han levede.
Seeing more and feeling less
Saying no but meaning yes
This is all I ever meant
That’s the message that I sent