Dengang, dernede i 1978, kunne man på den danske albumhitliste finde 78’eren med Shu-bi-dua på 1.-pladsen, soundtracks til Grease og Saturday Night Fever og så ellers en masse Boney M, Smokie, Baccara, Bonnnie Tyler, Sailor, Bamses Venner og Fynsk Harmoniforvirring (sidstnævnte iøvrigt med det fantastisk betitlede album: Op i Høet). Og et eller andet sted på dén hitliste, kunne man så også finde Kate Bush’ debutalbum, The Kick Inside, klemt inde på en 30.-plads efter Vesterbro Ungdomsgårds tre albums(!), Dolly Parton og så Johnny Reimars to smølfeplader. Jo, der var grøde i det danske musikpublikum, der nok kunne finde ud af at købe god musik, når de hørte det!
Historien om Kate Bush og hendes første album, The Kick Inside er den gode historie om et musikalsk wunderkind, der skrev nogle af sangene på albummet som 13-årig, blev opdaget af David Gilmour fra Pink Floyd og signet af EMI som 16-årig, inden hun debuterede med et brag som 19-årig – bl.a. ved at indtage 1.-pladsen på den engelske single-hitliste med “Wuthering Heights”. Og det var således første gang, at en kvinde gjorde dét med en selvkomponeret sang! Det er også historien om en ung, kvindelig sanger og sangskriver, der ikke lod sig koste rundt med af et dominerende pladselskab, og som selv ville kontrollere sin karriere.
The Kick Inside er et bemærkelsesværdigt debut-album, for nu at sige det mildt. Det indledes med et halvt minuts hval-sang forud for det første nummer, “Moving”, og er – på trods af det nogle steder ret ordinære band-setup og backing – et af de mest holdbare eksempler på progressiv rock-musik, der til fulde matchede både Genesis og Pink Floyd i litteraritet, gennem- og fortænkthed og smukt udført musikalitet.
“Wuthering Heights” er albummets første-single – og den mest kendte sang fra albummet. Den åbner med en letløbende klaverfigur og ringleklokker, inden Bush’ karakteristiske stemme sætter ind: “Out on the wiley, windy moors / We’d roll and fall in green / You had a temper like my jealousy / Too hot, too greedy.” Vi er i Brontë-land, så det basker, og Heathcliff og Catherine kan udfolde deres bitre samhørighed i tågerne, kan de… Og hold da helt op; man behøver hverken have læst Brontë eller set en af de (alt for) talrige filmatiseringer for at forstå kvalerne. Svøbt i storladent piano og rigt orkestreret underlægning får vi for fuld udblæsning og Kate Bushs rigt facetterede stemme Catherines kvaler slynget direkte ind i øregangene:
Heathcliff, it’s me, Cathy
Come home, I’m so cold
Let me in-a-your window
Selv om der er tydelige, litterære referencer andre steder på albummet (nogle steder i et omfang, så man fornemmer, at der er lidt prætentiøs blærerøvethed over det – men det holder jeg jo heller ikke mig selv for god til), så er der altså også fantastiske og meget fysisk direkte passionssange rundt omkring, fx i klaverballaden “Feel it” med de åbenhjertige linjer: “God, but you’re beautiful, arent’t you / Feel your warm hand walking around / I won’t pull away.”
Samme erotisk orienterede tekst finder man i “L’amour Looks Something Like You” (og i hvor mange pop-tekster finder man iøvrigt ordet ‘boudoir’?), mens der er lidt akavet reggae på “Them Heavy People” – og det er faktisk heller ikke så skidt endda… Titelnummeret med klaver og strygere er bare gennemført smukt og runder albummet perfekt af.
Det er en smagssag, om man kan holde et helt album ud med Kate Bush. Jeg kan godt! Bush’ styrke er ikke blot hendes sopran, der konstant vipper over i noget, der ligner falset (hedder det dét, når det er en kvinde?), det er også hendes evne til at skrive sange og numre, der understøtter stemmen. Det kan godt være, at hun var vældig ung, da hun skrev og indspillede The Kick Inside, men der intet ufærdigt eller umodent over denne debut. Og blandt alle de albums, der fandtes på den danske albumhitliste i 1978, er det måske det, der rager op over plathederne, lummerhederne og ligegyldighederne.