Der findes plader i min samling, som jeg ser meget frem til at høre igen. Her skal jeg styre min utålmodighed og enten vente stilfærdigt, til jeg når frem til den i forbindelse med det herværende projekt om at høre alle pladerne i alfabetisk rækkefølge, eller også skal jeg tage en pause og så bare sætte den gode plade på grammofonen.
Denne forventningens glæde gjaldt ikke Belinda Carlisles Runaway Horses. Jeg huskede det ikke særlig godt, men i min hukommelse var albummet et af de produkter af firserne, som man helst forbigår i tavshed. Så det var derfor uden nogen form for forventninger, at jeg lagde det på, og så bør man jo ikke kunne blive skuffet, vel?
Lad det være sagt med det samme; det blev jeg heller ikke. Pladen var nøjagtigt som jeg havde forestillet mig; en samling af ligegyldige power-pop-numre og -sange, pakket ind i den reneste form for firserlyd i Stock-Aitken-Waterman-format, komplet med elektroniske trommer, synthesizere og ekko, prydet af den smukke Belindas ofte vibrato-prægede stemme.
Man kunne formode, at det ikke er det rene bras, for det solgte faktisk meget godt i slutfirserne, og jeg har en god erindring om, at jeg selv har spillet et nummer eller to af Belinda på den lokalradiostation, hvor jeg fik lov at vende plader i ny og næ. Men her på næsten tredive års afstand, så lyder det faktisk som noget samlebånds-skidt. På trods af, at alle sejl var sat til, og George Harrison var hidkaldt for at spille guitar på det første hit fra pladen, åbningsnummeret “Leave A Light On” – som jeg i parentes bemærket sagtens kunne huske. Også titelnummeret blev udgivet som single, og det gjorde sikkert både Belinda og hendes pladeselskab glade, for jeg formoder, at det kørte i heavy rotation på de fleste radiostationer. Den latino-inspirerede “La Luna” blev vist et mindre hit også; ihvertfald husker jeg den fra et eller andet sted. Men på den anden side; jeg kan også godt huske, at den storbarmede og skeløjede italienske lækkerhed Sabrina fik et hit eller to i samme periode, men noget bras er det nu alligevel. Både Sabrinas og Belindas, omend førstnævnte vist da demonstrerede væsentligt mindre talent, når alt kommer til alt.
Men firserne var et glimrende årti for musikken – og det var et fantastisk årti for allehånde hastigt glemte pop-plader med billedskønne kvinder. Det var tydeligvis det, de unge ville ha’, og det fik de så til overflod. Gudskelov gemmer pladesamlingen så alligevel ikke på så mange repræsentanter for netop denne afart af firsermusikken, så hvis vi er heldige, behøver vi ikke bruge ret meget tid på det.
NB: Der var nu en enkelt bonus, da jeg satte det på. Det fik nemlig livsledsageren – der ellers ofte har været hårdt prøvet under nærværende projekt om at høre revl og krat i samlingen – til at demonstrere et par ungdommelige dansetrin på stuegulvet under afspilningen af pladen for, som hun sagde, at vise mig, hvordan man dansede til det i hendes ungdom i klubben. Og eftersom det er sjældent set, at stuen lægger gulv til udskejelser af denne art, og dansen var en sand fryd for øjet, så har Belinda da været godt for noget.
Jeg siger hermed tak – og skynder mig videre.